Erhverv Hjørring har indgået aftale om klimapartnerskab med Hjørring Kommune og bliver dermed én af i alt 54 virksomheder og institutioner, der som klimapartnere aktivt bidrager til at føre kommunens klimahandlingsplan ud i livet.
Den formelle undertegnelse af aftalen om klimapartnerskab fandt sted ved et møde på rådhuset, hvor i alt syv nye klimapartnere blev budt velkommen af borgmester Søren Smalbro og teknikudvalgsformand Søren Homann.
Direktør Michael Vendelbo underskrev aftalen på Erhverv Hjørrings vegne og sagde i den forbindelse:
”I Hjørring Erhverv ser vi den grønne omstilling som en vigtig dagsorden, der kun bliver mere aktuel. Tidligere var den grønne dagsorden noget, man kunne vælge til, hvis man ville, i fremtiden bliver det License to Operate. Hvis vi, og vores medlemmer, skal være relevante i fremtiden, er det essentielt, at vi er med i front i den grønne omstilling. Derfor giver det mening for os både at indgå i og bidrage aktivt til klimapartnerskabet.”
De nye klimapartnere er foruden Erhverv Hjørring: BoVendia, Lønstrup Madhus, Candori, Vendsysselske Grønlangkål, Ägte og Solutions4Innovation.
I klimaaftalen mellem Hjørring Kommune og Erhverv Hjørring er følgende områder valgt som særlige samarbejdsområder:
• Begge samarbejdsaftalens parter arbejder aktivt for at opnå målsætningen om at spare 70% CO2 inden 2030.
• Vi vil bidrage til formidlingen omkring bæredygtighed, FN’s verdensmål, klima og biodiversitet, f.eks. gennem events eller nyhedsbreve til medlemmer og medlemmers kunder og medarbejdere
• At Erhverv Hjørring bidrager til at udvikle medlemsvirksomhederne i forhold til klima og den grønne omstilling.
• At Erhverv Hjørring stiller sig til rådighed for at deltage i cases og virksomhedsbesøg for uddannelsesinstitutioner i Hjørring Kommune.
• Dialog om deltagelse i udviklingsprojekter mv., som Hjørring Kommune er en del af. Dette kunne være omkring mere klimavenligt byggeri, energi eller inddragelse af beboerne i klima- og bæredygtighedsaktiviteter.
Kilde: Erhverv Hjørring.



Jamen,store smil og håndtryk og billed i NordsøPosten.
Det er sateme stort og uden forpligtigelse.
Ih hvor det gungrer.