Der var både smil, stemning og stærk kunst på programmet, da Galleri Mygdalhus lørdag slog dørene op til den nye sæson. Mygdalhus rummer normalt omkring 30 faste udstillere og en række skiftende gæsteudstillere, og lørdagens åbning bekræftede endnu engang stedets position som et levende samlingspunkter for kunst og kunsthåndværk.
I år præsenterer hele 40 udstillere deres værker, fra malerier og glas til keramik, bronze og tekstile collager. Åbningen trak mange gæster til, og stemningen toppede, da musiker og entertainer Ib Grønbech trådte frem for at holde en humoristisk og publikumsnær åbningstale.

Ib Grønbech, der er kendt for sit folkelige og skæve blik på hverdagslivet, men lokalt også for sin skulptur Skriget ved SPAR i Hirtshals,, bidrog med både lune og skarpe observationer i sin tale.
Stærke kunstnernavne til sæsonstart
Sæsonåbningen markerer traditionelt en ny periode i Mygdalhus, og i år blev ingen undtagelse. I 2026 åbner galleriet med både velkendte og nye kræfter. Blandt gæsteudstillerne er Lise Duun og Vibeke Kassow, der udstiller frem til 29. maj.
Lise Duun er autodidakt billedkunstner fra Aalborg og viser malerier inspireret af naturens farver og former, ofte med et drømmende og spirituelt udtryk. Hendes værker balancerer mellem naturalisme og indre billedverdener, og hun arbejder både i olie og akryl.

Vibeke Kassow udstiller tekstile billedtæpper og stofcollager skabt gennem mere end 20 år. Hendes værker er rige på detaljer, farver og fortællinger og siges ofte at være inspireret af det eventyrlige univers H.C. Andersens.
Derudover gæsteudstiller Steen L. Petterson med naturmalerier, der vises fra åbningen og så længe pladsen tillader det.

Et galleri drevet af kunstnere og frivillige
Galleri Mygdalhus ligger på Skagen Landevej ved Hjørring og drives af kunstnerne selv samt engagerede frivillige. Huset fungerer både som salgs- og udstillingssted og er kendt for en varm atmosfære og stor mangfoldighed i udtrykkene.
Stedet blev i 2025 fejret for sine 15 år som kulturelt fyrtårn, hvor blandt andet foreningens frivillige blev hædret for deres indsats.
Galleri Mygdalhus holder åbent:
- Tirsdag til søndag kl. 11.00 – 16.00
- Lukket om mandagen


