Ida Laurberg er klar til Musik Under Trappen i Hirtshals, hvor hun sammen med sit band onsdag den 22. juli indtager scenen på Vesthavnen.
Offentliggørelsen føjer endnu et stærkt navn til programmet, som i forvejen tæller blandt andre Birthe Kjær og det populære band Blæst. Ifølge arrangørerne bliver der gratis adgang til koncertaftenen, men publikum opfordres til at komme i god tid.
Ida Laurberg har på få år markeret sig som en af de mest markante danske popartister. Hun fik sit store gennembrud med hittet “Terrier”, som indbragte hende prisen for Årets Danske Hit ved Danish Music Awards.
Siden har hun stået bag en række populære udgivelser som “Jeg Ka’ Rigtig Godt Li’ Dig”, “Mellem Mor Og Far”, “Håber Din Kæreste Dør” og “Stimulanser”. Blandt de nyere sange er “Den Her Sang (Handler Ik’ Om Dig)”, “Satellitter” og “En Anden Planet”.
Hos Musik Under Trappen glæder bestyrelsen sig til at byde både Ida Laurberg og publikum velkommen til endnu en sommerdag med musik på havnen i Hirtshals.
Arrangementet er en del af Musik Under Trappens program fra den 18. til 24. juli, hvor flere danske navne gæster Vesthavnen. Arrangørerne oplyser samtidig, at spilletidspunkterne offentliggøres senere.

Link til relaterede artikler
Birthe Kjær og BLÆST klar til Musik Under Trappen på Sydvestkajen i Hirtshals
Udsolgte koncerter og rekordår hos Musik Under Trappen og Hirtshals Musikforening


