Rekordmange dyr er blevet dumpet i den første halvdel af 2023, og den tendens ser ud til at fortsætte ind i efteråret. 17 katte og killinger er blevet fundet dumpet ved en shelterplads i Nordjylland, og de mange dyr ligger pres på de i forvejen fyldte internater.
– 17 katte og killinger fylder rigtig meget i en katteafdeling, så det stod hurtigt klart, at vi måtte fordele dem over flere internater for at få plads til alle. Heldigvis er det en mulighed, og derfor kunne vi hjælpe alle, siger Karina Fisker, internatchef i Dyrenes Beskyttelse.
De 11 af kattene var killinger, og de er kommet til Nordjyllands Internat, hvor en del er sendt ud i pleje, indtil de er gamle nok til at få nye familier. De resterende seks katte er kommet til Århus, hvor personalet på internatet har taget godt imod dem.
Der er allerede dumpet 35 procent flere dyr i 2023 end samme periode sidste år. Det viser tal fra Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812.
Rene og tamme
De 17 katte blev fundet af en mand, som luftede sin hund i den skov, hvor de var dumpet. Manden opdagede de tre transportkasser og ringede derfor til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812.
– Da vores frivillige dyrereddere hentede kattene, var det tydeligt, at de ikke havde stået i skoven ret længe. Alle var tørre og rene, og der var ingen afføring i kasserne. Alle killingerne var rigtig søde og tamme, så vi er ikke i tvivl om, at de har haft et hjem, og det er virkelig uansvarligt at dumpe dem på den måde, siger Karina Fisker.
En del af kattene er allerede klar til at finde et nyt hjem, og Dyrenes Beskyttelse håber, at jyderne vil, tænker på dem, hvis familien skal udvides. På organisationens ni internater er der mange katte og killinger, som søger en ny familie.
Manglende mærkning og registrering forhindrer konsekvenser af dumping
Der er et klart behov for regulering af reglerne på området for katte. Seneste skridt på vejen er en egentlig bekendtgørelse om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af katte, men også her bør ambitionerne for kattenes velfærd være højere.
– Alle interessenter er enige om, at der skal stilles krav om obligatorisk mærkning og registrering af katte, som det er tilfældet i flere andre europæiske lande, og som vi kender det fra reglerne for ejere af hunde. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan give katten mere status og hæve velfærden betydeligt, siger Karina Fisker.
Hvis mærkningen og registrering havde været obligatorisk, havde det været muligt at finde ud af, hvem der ejede de 17 katte og killinger i skoven.