Der er muligvis noget rigtig spændende under opsejling i den store oceanarietank hos Nordsøen Oceanarium.
Serviceassistent Flemming Eriksen opdagede nemlig noget helt særligt på sin morgenrunde tirsdag. Her var to pighajer i gang med noget, der ved første øjekast kan ligne en uvenskabelig brydekamp, men det er faktisk det stik modsatte.
Det, han så, var nemlig parringsadfærd mellem de to hajer.
Det foregår ved, at hannen bider sig fast i hunnens finner, så hun ikke slipper væk. Men heldigvis er hendes finner ekstra tykke, så hun kan klare strabadserne.
Nordsøen Oceanarium har aldrig fået pighajunger deres anlæg, og de har end ikke set tegn på, at der kan være nogen på vej. Derfor vækker opdagelsen stor begejstring hos chefbiolog Kristina Ydesen.
”Det er virkelig spændende, for vi har aldrig før set pighajerne have denne parringsadfærd i Oceanariet. Det er selvfølgelig ikke nogen garanti for, at der er unger på vej, men vi har lov at håbe.”
”Det ville være rigtig stort, og vi er ikke sikre på, om der før er blevet født pighajer i et zoologisk anlæg. Uanset hvad er det i hvert fald meget sjældent set, så vi krydser fingre,” siger Kristina Ydesen.
Pighajen er den mest almindelige haj i danske farvande. Den kan blive omkring 120 cm lang og veje op til 10 kg.
Drægtighedsperioden hos pighajer er omkring 22 måneder. Det er meget lang tid, så der skal en god portion tålmodighed til for at se, der kommer nye pighajer til verden.
Nordsøen Oceanarium holder åbent Kristi Himmelfartsdag – og resten af ugen – fra 9.30 til 16.30. Måske I selv er heldige at få et glimt af pighajernes strabadser.


