Om få timer bliver et ganske særligt vartegn i Hjørring jævnet med jorden.
Det sker, når en bulldozer river resterne af ét af Hjørrings mest søgte dansesteder ned, og fjerner alt andet end minderne fra det legendariske Messing Jens.
Fra danseborg til ruin
Jernbanegade i Hjørring har i mange år emmet af fest og farver, og det var oftest der, de unge søgte hen, når der skulle danses i de sene nattetimer. Og huset i nummer 19 var ingen undtagelse.

Her har der både stået ’Messing Jens’, ’Barracuda’ og ’Chaplin’ over fordøren, og selvom disse navne vækker klare minder hos de fleste hjørringensere, så er det efterhånden mange år siden, at der er blevet slidt dansesko derinde.

Huset har nemlig været ubenyttet i flere år nu. Den ruinlignende bygning fremstår af samme grund nu knap så festlig, som den gjorde en gang. Derfor er det blevet tid til, at Jernbanegade 19 og dermed også det ikoniske værtshus skal rives ned, hvilket ikke vækker udelt begejstring.
– Udviklingen dikterer tilsyneladende en afvikling, i dette tilfælde af Messing Jens. Det er da vemodigt for os, der har været unge i Hjørring og dermed en del af historien, at se, hvordan den ene bygning efter den anden forsvinder. Bygningerne er jo selvfølgelig på den ene side blot “døde ting”, men på den anden side er de jo også monumenter over en tid og over levet liv og derfor ikke ligegyldige, lyder det fra Christian Borrisholt Steen, som er vokset op i Hirtshals.

– Jeg havde det på samme måde, da Hjørring Kommune jævnede min farmors gamle plejehjem, Havbakken med jorden og da de jævnede Ulvkærskolen med jorden. Jeg tilbragte trods alt det meste af min vågne tid i mere end 10 år af mit liv på netop Ulvkærskolen. Men det er jo ikke ren jammer, jeg glæder mig for eksempel over den smukke teaterbygning, som blandt andet er skudt op i stedet for og holder meget af at besøge Vendsyssel Teater, tilføjer Christian Borrisholt Steen.
Blandt vendelboer er han næppe den eneste med blandede følelser i forbindelse med nedrivningen.
Følg nedrivningen hos kilden her på TV2 Nord.


