En af de næsten 200 anmeldelser, som politi har fået under stormen, drejede sig om et plejehjem på Umanakvej i Aalborg.
Plejehjemmets tag var under stormen tæt på at blive revet af, hvorfor politi og beredskab rykkede ud for at flytte otte beboere over til en anden afdeling.
– Det skete helt udramatisk og uden nogen kom til skade, siger vagtchef hos Nordjyllands Politi Mads Hessellund.
Fraråder ikke længere færdsel udenfor
De mange anmeldelser drejer sig primært om væltede træer rundt omkring i Region Nordjylland. Ved Hjørring var der blandt andet et væltet træ på Frederikshavnsvej.

Ifølge vagtchefen har der generelt ikke været nogen personskade i de anmeldelser, der er kommet ind i løbet af aftenen og natten, men der altså en del materiel skade og lignende rundt omkring.
I havnebyen Hirtshals var der tilsyneladende kun tale om væltede skilte og nogle få tagsten på fortovene samt blandt andet en knust rude i den markante facade hos rederiet Isafold og en flagstang, der stædigt holdt stand i halvvejs knækket stand foran Hotel Hirtshals.
Mens stormen Malik stod på frarådede Nordjyllands Politi al færdsel udenfor, men det gør de ikke længere.
– Det blæser fortsat udenfor, og der ligger en hel del væltede træer, skilte og lignende på vejene og cykelstierne, så færden udenfor skal ske med forsigtighed, siger Mads Hessellund.
Han regner med, at der kommer til at gå en del timer, inden beredskaberne har fået ryddet alle vejene.
Kilde: TV2 Nord og Nordjyllands Politi.
Foto: NIels Skipper.
Det forlyder fra Røgters Bureau, at Mette frederiksens næste tiltag mod klimaforandringen vil være varsler om færdsel indenfor.