Af Thomas Klimek
Trond er den midaldrende jeg-fortæller i Carl Frode Tillers Arbejderhjerte.
Han er kørt fast i livet, der ikke længere giver mening.
Det lå ikke i kortene, for Trond er egentlig lykkedes og har som mange andre gjort den sociale opstigning fra arbejderklassen i Namdalen til den privilegerede middelklasse i byen. Trods dette stander Tronds liv i våde.
Han er blevet skilt fra sin kone, som han har to døtre med, og mistet sit arbejde. I spejlet iagttager Trond ikke blot en mand i opgivende forfald, men også spejlingen af et norsk samfund under voldsom forandring.
Trond vokser op og til i et miljø, der afliver enhver ansats til forstillet arbejderromantik. Hvor relationer og begivenheder enten fortrænges eller omskrives, så det er til at holde ud. I en af romanens tidlige scener erindrer Trond kommunistfaderens selektive gengivelse af en lettere traumatiserende lægeundersøgelse, som drengen Trond var udsat for på hospitalet.
Når far en sjælden gang imellem taler om det der skete, nævner han aldrig at han var med til at holde mig fast. Han taler ikke om det svære og smertefulde ved det der skete. Tværtimod har han forvandlet det hele til en god og lidt morsom historie. (Arbejderhjerte, side 8)
Det er Tronds far ikke ene om. Der er i Namdalens arbejderklasse en intern hakkeorden og uforsonligt kastesystem, der ikke lader Sandemoses Jante noget tilbage at ønske. Her er det ikke kun billig sminke, der farver husmødres øjne blå, men løse næver på beduggede mænd. Her er man hård, og er man det ikke, drukner man i følelsernes hav. Men det er også et miljø, hvor de sociale koder er mere tydelige og lette at afkode for Trond. Og der er nok sociale spillekort at aflæse, for den familiære spændvidde strækker sig fra faderens trofasthed overfor det norske kommunistparti til morfarens dogmatiske, men hykleriske og påtagede religiøsitet.
Alt dette har Trond i sin tid gennemskuet, forladt og uddannet sig væk fra, men sidder nu godt halvvejs i livet og indser, at han foragter alt det, han selv er blevet i den forlorne middelklasse, hvor de største kampe ikke udkæmpes i samfundet, men i egen navle.
Tro mod sin skrivekunst stavnsbinder Carl Frode Tiller ikke sin jeg-fortæller til en kronologisk komposition, men lader Trond gøre nedslag i minder og hændelser fra barndommen i Namdalen, ungdoms- og voksenliv, men barndommens arbejderland er det grundstof, der flyder kraftigst gennem Arbejderhjerte.
Carl Frode Tillers lægger igen og igen med kirurgisk og mesterlig præcision det psykologiske snit mellem linjerne. Det er intenst og sine steder så ubehagelig tragikomisk, at man som læser kigger op fra bogen for at forsikre sig om, at de lyserøde elefanter i de fortættede rum nu også kun er fiktive?
Som for eksempel når Tiller lader en tømmermændsplaget Trond opløse sit opbyggede sociale kodeks og fake overfor ekspedienten i boghandlen, at hans rysten og utilpashed skyldes, at han lider af Parkinsons Syge, mens han ironisk nok holder det finkulturelle kompas i hævd og køber en digtsamling.
Tiller er en af de største nulevende nordiske forfattere i denne vanskelige disciplin, hvor de menneskelige gråzoner skrives helt ud og blotlægges i et ofte ulideligt klart lys. I nærværende værk formår Tiller mesterligt og overbevisende at inkarnere det samfundsmæssige opbrud i skikkelse af individet Trond, der udlever sin hjemløse Weltschmerz et sted mellem middelklasseliguster og slidte trappeopgange med marmorerede ekko af trætte fødder og brustne stemmer.
Arbejderhjerte er en sjælden vellykket fortælling om en mand fanget i sit hjertes rodnet på et bulnet baggrundstapet af gamle partier med politiske fortællinger, der risikerer at dø med deres kernevælgere, hvis ikke der gives svar til en ny tid, hvor tilhørsforhold er flygtige og værdier prissættes af individet.
Arbejderhjerte er udkommet 1.oktober på forlaget Gutkind.
Fra forlagets omtale:
Trond ved ikke længere, hvem han er. Han voksede op i Namdalen i 1970’erne i en typisk arbejderklassefamilie.
Hans far arbejdede på et savværk og var en trofast NKP-tilhænger, mens hans mor arbejdede som sygehjælper og var frafalden fra bedehusmiljøet.
Trond havde højere ambitioner, han ville studere, og med tiden fik han et trygt middelklasseliv. Han fik alle de muligheder, han kunne. Men nu har han mistet grebet. Han har mistet sit job, er blevet skilt fra sin kone og forstår ikke sine døtre.
Arbejderhjerte er en roman om en mand, som midtvejs i livet begynder at foragte det, han har opnået. Den handler om, hvordan Norge har ændret sig i løbet af de sidste 50 år, og om et socialdemokrati, der truer med at gå i opløsning.
