Der ligger to isværker på Hirtshals Havn, som producerer is til fiskerisektoren og forædlingsbranchen. Isværkerne retter sig mod hver sin kategori af aftagere, samtidig med at de to isværker supplerer hinanden, så der altid er leveringssikkerhed på Hirtshals Havn.
I sidste uge fik isudleveringen en opgradering på Auktionskajen ved Hirtshals Fiskeauktion. Isudleveringen er i den forbindelse bygget en meter højere, så der fremover er mindre sandsynlighed for karambolage med fartøjerne og derved færre skader.
Derudover er transportbåndet blevet udskiftet med en snegl, så der for fremtiden er mindre vedligeholdelse. Ligesom man derved formindsker risikoen for, at isen samler sig i store klumper.
Det andet isværk er placeret inderst på Industrikajen ved Østbassin 1 og drives af Rygaard. Isværket er baseret på udlevering af is til lastbiler, der transporterer landinger af makrel, sild og industrifiskearter. Isværket udleverer også is til brug i forædlingsindustrien og kan i tilfælde af forsyningssvigt fra det andet isværk forsyne fiskefartøjer med is.
Isværkerne har automatisk betjening, der gør afhentningen af is effektiv og enkel, ligesom afregning sker efter faktura.
Kilde: Hirtshals Havn.