Skuespiller Jakob Højlev Jørgensen er vant til lidt af hvert på de skrå brædder, skriver TV2 Nord.
Men at spille 15 forskellige roller i samme forestilling – dét er alligevel en ny udfordring.
– Det er næsten skizofrent nogle gange, men også sjovt, siger skuespilleren, der pointerer, at det bliver hårdt at spille alle rollerne selv i et teaterstykker.
Hovedrollen i ‘Kaptajn Utrolig’, som snart har premiere på Vendsyssel Teater, er familiefaren Mark, som er presset og havner i problemer.
Det samme kan man sige om Vendsyssel Teater, der har mistet publikum efter coronanedlukningen og derfor har måtte spørge om økonomisk nødhjælp hos Hjørring Kommune.
Teater mangler millioner
Men redningen for det pressede teater skal blandt andet være forestillingen om ‘Kaptajn Utrolig’, hvor Jakob Højlev altså spiller samtlige roller.
– Vi har en fantastisk Kaptajn Utrolig-forestilling, som vi håber på virkelig sælger. Det er en monolog, men en fantastisk en af slagsen, siger Henrik Jørgensen, formand for Vendsyssel Teater.

Den økonomiske pine hos det traditionsrige teater er en mulig trussel mod stedets overlevelse.
I det seneste regnskabsår leverede teatret et underskud på 4 millioner kroner.
– Jeg vil ikke sige, at vi er i krise som sådan. Men vi har en økonomisk udfordring, siger Henrik Jørgensen.
‘Kaptajn Utrolig’ har premiere på Vendsyssel Teater den 20. april.
Køb din billet her hos Vendsyssel Teater.
Kilde: TV2 Nord.