Af Jan Glenstrup
Rakkebyvej 274
9800 Hjørring
Hvor ville det være godt, om Hjørring Kommune i den nuværende stribe af sager havde haft en lokal ombudsmand som uafhængig af forvaltning og politikere kunne sikre borgerne gennemsigtighed og åbenhed i sagsgangene på Rådhuset!
Man fornemmer frustration og afmagt hos borgerne, og en modstand fra Rådhusets side mod at lukke op for ret meget. – Et DEM mod OS, som binder energien i begge lejre og give begrundede mistanker om bihensigter og skjulte dagsordner, og den enkelte borger står svagt, når systemet ikke vil hjælpe ham til indsigt, men hellere gøre ham til taber.
Og jeg er nødt til at bringe endnu et eksempel på borgernes afmagt og vildrede over for kommunen, -for måske også at kunne give en forklaring og vise en vej ud.
Det er den kendte sag om et biogasanlæg vest for Rakkeby, -fra start af fejlplaceret i forhold til miljø, infrastruktur/vejnet og landsbyer. Ejeren fik tilladelse og ansøgte så om 3-dobling af fabrikkens kapacitet, med deraf følgende transporter af biomasse på de små veje, og desuden en pyrolyse fabrik. Et stort byggeri og en optrapning af gener og ricisi for naboerne.
Denne ansøgningsproces er endnu i gang, men i en for-høringsfase modtog Hjørring Kommune mange indsigelser og bl. a. små 300 underskrifter fra 5 landsbyer i nabolaget, som kunne se deres landdistrikt belastet økonomisk, trafikalt, miljømæssigt og livskvalitetsmæssigt. De var imod en industrialisering af omgivelserne, og forstod slet ikke, at denne omdefinering af deres grønne landdistrikt kunne få en gang på jorden eller i Byrådet. -Det kan den måske heller ikke. Det ved vi først senere på året. Men ansøgningsprocessen har indtil nu ikke været betryggende.
Det er Teknik- og Miljøudvalget, som sagsbehandler, og de siger meget lidt. Formand Homann reagerede i tv på de 300 underskrifter: At blot fordi man afleverede 300 underskrifter var det jo ikke givet, at man fik ret.
Men det var der måske andre, der gjorde! For i sommeren 2024 lagde ansøgeren – Biogasværket – 6-7 millioner kroner på udvalgets bord, og kort tid derefter tog store maskiner fat: Vejudvidelser til tunge lastvognstog, vejreguleringer, skilte og hvide striber, og tydeligvis klargøring til noget større.
Den slags handlinger blev der sagt ord om herude, men dem vil jeg ikke gentage. Måske kan ordet ”smørelse” anvendes, uden at komme i fængsel, men soleklart bør alle parter, midt i en ansøgningsproces, afholde sig fra at lægge 6 – 7 millioner på myndighedernes bord, -uanset hvor gode forklaringer de kan give. -Vi i de 5 landsbyer har ikke 6 – 7 millioner at købe ind for, men vi kan efterfølgende se, at ansøgeren ikke har holdt sig tilbage: Opkøb af ejendomme i 1½ kilometers afstand, til priser som godt kan bekymre. -Og andre tiltag tyder på, at ansøgeren tager forskud på en lys tredoblet fremtid.
Som sagt ved vi ikke, om det ender med en tilladelse. Hvis ansøgningen ikke stoppes inden, er der endnu en høringsfase, og der må vel også være nogle overliggende miljømyndigheder, som kan gribe ind. Men en foreløbig konklusion herude, blandt modstanderne i landsbyerne, angår den kommunale sagsgang, og herunder navnlig udvalgsstyrets lukkethed og sologang, som om man har taget ejerskab til en proces, der i den grad stadigvæk skulle være åben og demokratisk tilgængelig, -og politisk.
Udvalgsstyre roses for at skabe forenkling, i forhold til Byrådets 31 medlemmer. Sagerne forberedes grundigere i udvalg -og en lettere sagsgang. Men udvalgsmøder kan også være lukkede i mere end én betydning, og reelt tiltage sig den rolle, som kun byrådet i sidste ende kan have, dvs konkludere og præsentere sagen , så alle kun ser én løsning, -med et udvalgsflertal bag. Den uigennemsigtighed, vi møder, -ofte tavshed og modvillighed – gavner ikke vor tillid til det kommunale styre. Vi må gætte på, hvad der sker. Og det er ikke i tråd med kommunens egne intentioner.
I bestemmelserne for TEKNIK- OG MILJØUDVALGET hedder det bl. a: Endelig varetager udvalget den umiddelbare forvaltning af kommunens by- og landdistriktsudvikling.
Der står ikke, at udvalget bestemmer! En forvalter er underlagt en ejer, som han tjener, og hensigten er en udvikling. Og ejerne til udviklingen er vel borgerne, og udvalgsarbejdet er et instrument, som byrådet kan benytte til at skabe forudsætninger, – ikke mindst, når en sag er omfattende, kompliceret og ændrer sig undervejs. Og så skal den tilbage til fornyet behandling i Byrådet. Et udvalg skal skabe proces og forudsætninger og valgmuligheder, og ikke sætte sig på afgørelsen.
6-7 millioner kroner ind over sidelinien må siges at være en ændring af forudsætninger og arbejdsgange, og det samme er i øvrigt ny viden om pyrolyse og CO2opsamling. Så alt – inklusive en større demokratisk åbenhed – taler for at rådhuset – politikere og administration – lukker op og kommer i møde. Ser borgerne som medarbejdere og magtbasen som en flise på et torv mellem medborgerne.
Det vil – også i lyset af de andre sager, som bringer os i medierne – give en stor lettelse i tilværelsen, både som borger og som folkevalgt.
Men hvem hører efter, hvad jeg siger?
Godt spørgsmål!!!! Nok ikke mange, når man altid er imod andres mening. Blot en tanke: Prøv at være lidt diplomatisk. Der skal to parter til en dialog. Jeg ser nemlig lidt anderledes på kommunens informations niveau.
Hugo Frank Andersen er som socialdemokratisk byrådskandidat med i den socialdemokratiske magtmaskine og forstår ganske enkelt ikke budskabet i ,opslaget fra Jan Glenstrup.
Budskabet handler om demokratisk underskud. Det er sobert og relevant.
Men den socialdemokratiske byrådskjandidat ser det som et angreb på Socialdemokratiet.
Det er det ikke. Det er en løftet pegefinger til Socialdemokratiet om at sadle om og genfinde værdierne i partiets virke både nationalt, regionalt og lo,kalt.
Tak. Jan, for dit bidrag til en debat om det, der kaldes den grønne energi og Byrådets og administrationens håndtering af ansøgninger. Jeg kunne lave en hel hvidbog om det specifikke biogasanlæg, for jeg har været med på sidelinjen lige fra det startede, og den håbefulde ansøger drejede ind i vores gårdsplads med en skåltale for projektet. Han sluttede af med ordene: “Vi skal jo være her alle sammen!”
Lad os nu se om dét kommer til at ske, hvis størstedelen af Sejlstrup Sogn bliver tømt for indbyggere i kraft af hans tilbud om salgsoptioner.
Men helt overordnet, så har der aldrig været en ordentlig, åben demokratisk debat om det, som nu er endt med at være en mastodont på en lille lermark klemt inde mellem tre åløb i Sejlstrup Sogn. Jeg har været inviteret til såkaldte “dialogmøder” i ejerens stuer og “samtalekøkken” – alt sammen blot for at dæmpe utilfredsheden, bekymringerne og modstanden.
Jeg har forsøgt at blive hørt både i byråd og i pressen. Men det er som at råbe i ørkenen. Jeg har engang tilladt mig i en anden sammenhæng at kalde hele dette cirkus med ansøgninger, høringer og vurderinger et skindemokrati, for alt virker til at være klappet af allerede inden ansøgningen er sendt ind. Det er også den kommentar jeg fik med, då jeg var ude at samle underskrifter: “Det er bagetter”, sagde en, der ikke ville skrive under. Men hvis det virkelig er sådan …. hvorfor så have dusinvis af mennesker ansat i kommunen til at afparere utilfredshed. Det er jo helt meningsløst. Dem kunne vi jo lige så godt spare dér, og i stedet ansætte dem som varme hænder, hvor der er brug for dem.
Værdibaserede borgerlister vil få en renæssanceog kan fylde det nærdemokratiske vakuum.
(citat start)“Før centraliseringen på det kommunale plan begyndte med kommunalreformen i 1970, havde langt de fleste lokal- og borgerlister udgangspunkt i polariserede lokale sager og i lokalt engagement udenfor de nationale partier.
Efter 1970 er tendensen til, at de nationale partier stiller op i stort set alle kommuner steget.
Socialdemokratiet og Venstre har fordelt magten i kommunerne mellem sig. Socialdemokratiet står stærkest i de større byer, mens Venstre er et udpræget borgmesterparti i landkommunerne .
De nationale partiers massive fremmarch på det kommunale område har presset borgerlisterne, som kun i beskedent omfang har fornyet sig. De har overvejende holdt fast i traditionerne.
Min påstand er, at
-den årelange udhuling af det kommunale selvstyre,-den generelle centralisering,-den største centralisering i 0-erne og 10-erne siden afskaffelsen af enevælden i 1848,-strukturreformen i 2007,-den fortsatte centralisering af offentlige institutioner,-samt borgernes voksende krav om selvstyre og indflydelse,
kan give borgerlisterne en renæssance -vel at mærke som værdibaserede borgerlister.
De kan fylde det nærdemokratiske vakuum med fornyet politisk engagement i kommunerne og regionerne udenfor de traditionelle partirammer.”(citat slut)
Citatet er fra fra min bog “Vi bygger en borgerliste“, der udkom i januar 2021” og nu udkommer i 2. udgave.
Jeg arbejder selv på at skabe en borgerliste til byrådsvalget d. 18. november 2025.
Den skal bl.a. arbejde for at åbne de kommunale kontorer, skabe gennemsigtige kommunale processer og være et algternativ til magtpartiers uheldige dominans.
Borgerlisten skal også imødegå den meget udemokratiske situation, som mange landområder befinder sig i og foreslår, at der i landdistrikterne vælges lokalråd udenfor de kommunale strukturer.
Derfor nikker jeg anerkendende til indholdet i Jan Glenstrups opslag.