Af Jan Glenstrup
Rakkeby
Ikke alt kan erstattes! En knækket flagstang og en totalskadet bil ja, men forsvinder en udsigt til en solnedgang kan den ikke erstattes med en anden, medmindre man flytter.
Noget kan ikke erstattes, også selvom forsikringsselskaberne har lange lister over pengeerstatninger efter tab og skader på biler og flagstænger. Noget kan ikke prissættes og erstattes, nogle indgreb i menneskers liv er uerstattelige.
Det er banalt – at en livsforsikring ikke erstatter et tabt liv – men alligevel opereres der lidt med den tanke i forbindelse med erstatningerne for tabte kvaliteter, når store VE-anlæg maser sig ind i udsigter, natur og oplevelser rundt omkring landsbyer og boliger i disse tider. Man taler endda om ”rimelige erstatninger” eller ”meget store erstatningsbeløb” til de mennesker, der bliver ramt af kæmpe biogas- og pyrolyseanlæg, jernmarker og kæmpevindmøller. Man mener at kunne prisfastsætte tabt livskvalitet, så taberne må kunne stille sig tilfreds, og leve med tabene. Og pengestrømmene til de lokalsamfund, som rammes, er kolossale – i årevis efter anlæg – så de kan plante træer og anlægge cyklestier og legepladser, som erstatning for de tabte kvaliteter.
Men alene ordet ”jernmarker” signalerer jo, at noget er tabt og gået helt i stå. Det blev ”årets ord”, selvom medbetydningerne jo er klart negative: Jern er koldt og uorganisk og ubevægeligt. En jernlunge er ikke en lunge og ”Manden med jernmasken” er ikke rar at møde.
Jernmarkerne dækker den levende natur – fryser den fast – ligesom vindmølletårnene sætter et stakit op i udsigten og flimrer himlen med sine roterende vinger. Og hvordan prisfastsætter man erstatningen til mennesker, der lider disse tab, og som jo ikke bare kan flytte, fordi huset står på sin sokkel og stedet valgt med hjertet. Hvordan erstatter man en landsby tabet af sin rolige og slyngede landsbygade, når der nu skal køre lastvognstog med biomasse igennem hundrede gange i døgnet? Og hvordan kompenserer man dem for lugtgener og partikler? Hvor er tabellen over erstatninger? Eller får de trafikdæmpende foranstaltninger og en cyklesti til de bløde trafikanter? Kort sagt et hold-kæft-bolche, hvor erstatningerne intet har at gøre med tabet af livskvalitet.
Og de VE-ramte områder har jo ikke selv søgt om at blive ramt. De er blevet udvalgt af kommunen og – ikke mindst – af de kolossale kapitaltanke, som står bag VE-anlæggene, og som sjældent er vokset op blandt græsrødderne på stedet og efter deres ønsker. Pengestrømmenes afkast i kommunekasser og lokalt har – sammen med Greta Thunberg og den opkogte klimadebat – sat en reel og langsigtet planlægning på pause, og ladet nogle voldsomme kræfter komme til fadet, så en aktuel hensigt kan dække over mangen et overgreb på natur og lokalsamfund og familieliv. -Og her avler magt så afmagt, og uden reel erstatning til de ramte, -for hvad er prisen på en tabt solnedgang?
”Klimaskeptiker” råbes der efter protesterne, mens Danmark langsomt forvandles og bliver grimt. Men sent kåres nu ordet ”jernmarker” som årets ord, og ordet ”solceller parker” taber terræn. Og måske er det starten på en besindighed og en mere demokratiske opstart på energiløsninger. En folkelig opstart med langsigtet perspektiv, hvor det ikke er Wild-West-løsningerne og pengepungene og kommunekasserne, som kører med klatten. I kommunevalgets kølvand er der mange steder lydhørhed for at bremse op for amokløbet og indse, at kvalitetstabet for fædrelandet og i de enkelte samfund og familiers liv ikke kan kompenseres ud fra en erstatningstabel.
Hvad skal eksempelvis tabet af udsigten til en havremark erstattes med? Fold-udbyttet eller herlighedsværdien?
Aakjær havde fat i problemet, med de to syn på de havremarker, som han kunne se ud gennem Jenles vinduer. Han lader havren være glad for lærkesangen og være ven med alt som gror, og lader den ringle fred og være livets rytme, mere end bare gumlekost for køerne. Men ”det kan kolde hjerne ej forstå”. Bonden ser blot et afkast – taler om fold-udbyttet – siger Aakjær, og ” og gud velsigne ham, den bondeknold.
