Af Jan Glenstrup
Rakkebyvej 274
9800 Hjørring
Naturmødet var en kraftpræstation som event: Ørkentelte langs veje og kajer, skoleelever ud og ind af teltene, debatter i de store telte og sikkert en god omsætning.
Over 70 telte talte jeg, og selvom Styrelser og kommercielle interesser fyldte, så havde – vi er vel Forenings-Danmark -alle naturens vogtere og brugere sat hinanden stævne, med deres ønsker og krav til naturen som rum for insekter, vandløb, træer, fisk, fugle og fritidsfolk -og mødtes så her med andre interessenter, og med de politikere, som i sidste ende skal fordele naturen og det åbne land imellem interessenterne. -Herunder også erhvervene og ikke mindst de ”grønne”, som også vil have deres del af kagen til solcellemarker, vindmøller og biogas og pyrolyse mv. -Og når alt kommer til alt, så bliver der trængsel, som Storm P. sagde. Og spørgsmålet bliver vel, om de 1½ døgns event får virkning på længere sigt, eller glemmes, når støvet har lagt sig.
Men lad mig holde fast i overskriften: Det var et NATURMØDE, og med al respekt for foreningernes interesser i naturen, så bliver det overordnede spørgsmål, hvem der skal have nøglerne til ”stederne” derude, – magten over naturen og det åbne land. Der er jo pladsmangel i forhold til de store behov og ønsker til det åbne, det endnu ubebyggede Danmark og havet omkring os. Og der er også kolossale økonomiske interesser i et ejerskab over det åbne land. Ikke mindst slagsmålene omkring vindmølleplacering, biogas og pyrolyse og ”jernmarker” er båret af store pengestrømme, som nødigt lader sig standse. Og alle bevirker de voldsomme indgreb i landskab og vilkår på deres sted. En pengemagt, som – hvis den får lov – kan knock-oute de svagere brugere af natur og åbent landskab.
Og sådanne svagere men talstærke brugere er landsbyernes beboere. – Fra gammel tid – og med ejendomsret og en lang kulturhistorie – ligger de der endnu. Ikke længere med oplagt funktion i forhold til landbruget omkring, men som alternativ bosætningsmulighed i forhold til center-og områdebyernes etagehuse, bilkøer og trængsel. Men de ligger også i vejen i forhold til storlandbrug, pyrolysefabrikker og vindmøller, og deres egen begrundelse omkring naturforbundethed, fred og realisering af det grønne liv og landsbyfællesskab bliver let kørt over af kroner-og-ørefolkene, som jo både findes blandt entreprenørerne og på rådhusene.
Så landsbyerne har meget få venner i disse år. Måske kun i skåltaler og sentimentale stunder. Også selvom de fleste landsbyer ikke lider af iltsvind. Tværtimod er der megen kreativitet og idéudvikling i landsbyerne, men man må i disse år bruge urimelig megen energi på at værne sig imod pengefolk og entreprenører, som slet ikke kan tåle at have disse landsbyer liggende på tværs af fremskridtet og de store linier. Og landsbyerne kan jo blot argumentere med deres livskvalitet, men ”det levende ord” er jo næsten en død sild, ved siden af regnearkene og de potente pengefolk.
Tilbage til NATURMØDET: Landsbyerne burde have haft et telt eller to, som de naturforvaltere, de er. Vi bor herude døgnet rundt og året rundt, og passer på og udvikler og forvalter. Stier og markveje, beplantninger og landsbyliv, så modeordet ”biodiversitet” giver en langt dybere mening, -et eksistentielt indhold. -Landsbyen som livsform havde fortjent et telt eller to, og ikke mindst en bevågenhed fra både lokal- og landspolitikere, inden landbaserede ”bundtrawl” udsletter livsbetingelserne herude. Vi er en ressource og ikke et problem.
Diskussionen om post