Jan Baun deltog søndag med mange hundrede plader i Vinyl Basar på Restaurant Tannishus i Tversted, og de kommende torsdag eftermiddage kan man møde ham til marked i Løkken.
– Cirka 1500 LP’er sælges på marked i Løkken fra i dag og hver torsdag frem til midt august. Priser fra 30-3000 kroner, skriver han.
Løkken Marked holdes på den runde parkeringsplads skråt over for SuperBrugsen i Løkken.
Blandt deltagerne er også skønne mennesker fra Løkken-Vrå Afdeling af Røde Kors, der som vanligt er på pletten med en hyggelig stand fyldt med dejlige nørklerier.
Ulla og Else, der er aktivitetsledere for nørklerne, er i højt humør på standen, der er kommet flyvende fra start.
Mellem klokken 12 og 15 – og lidt længere – tilrådes det ikke at ligge i solen, så her er et besøg på Løkken Marked det helt rigtige – måske efterfulgt af et frisk havbad til at svale kroppen. Sommeren er på sit højeste, og alle ønskes en dejlig og energigivende sommer, skriver damerne.



