Af Karin Engstrøm Munk
Tannisbugtvej Tversted
Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn, den enbårne, for at den som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv….
For Gud er alle lige – de har lige stor værdi, uanset om de kirkelige traditioner formidles, som de altid er blevet, med det dermed faldende antal brugere af kirken til følge.
Eller, om traditionerne nytænkes og formidles anderledes kreativt end det vante, en levende fortolkning, der favner høj og lav, uanset farve og etnisk oprindelse, stand eller formåen, med vækst af kirkegængere som resultat.
De sidste ni år har Johan (sognepræst Johan Hermann Rump, red.) fortolket traditionerne på en nutidig og forfriskende og særdeles levende måde, som har skabt vækst og glæde for de mennesker, som er så heldige at have Johan som præst i Uggerby og Tversteds smukke kirker.
Traditionerne fortolkes utraditionelt – ja det er sandt nok – men de er stadig traditioner, som vi alle er vokset op med, og dør med.
Men siden hvornår gør det ondt at være levende, og være modig nok til at tænke ud af boksen, for at sprede de budskaber, som har eksisteret altid?
Traditionerne er det, der er grundpillen i alt der rør sig – og egentlig er jeg sikker på at Gud græder, når han oplever at et menneske, der hylder ham og hans gerninger på en måde, som evner at trække den enkelte indenfor til de traditioner der fylder kirken… bliver udsat for det, der skete den 14. maj 2025 i Tversted kirke.
Indlægget refererer til dette indlæg i NordsøPosten den 15. maj 2025…
Han fælder sikkert en tåre over den behandling Johan i særdeleshed blev udsat for den aften.
Johan, som har energien, glæden, evnerne til at trække folk indenfor i Guds hus, vel at mærke personer, der ikke tidligere kom i kirken til andet end dåb, konfirmation, bryllup og begravelse…
Sindet er som en faldskærm – det virker bedst når det er åbent!
Åbent og uden frygt for det nye – her burde efterfølgende stå – og det ukendte.
Men 14. Maj blev det lysende klart, at den faldskærm lå trygt og godt pakket væk for en del af de fremmødte i kirken, hvor de to helt enige, folkevalgte menighedsråd i Tversted/Uggerby havde indkaldt til møde grundet et ønske om at skifte tilsyn.
En åben demokratisk proces som forvandlede sig til noget, der lignede en personlig hetz – udspillede sig for øjnene af de fremmødte på bænkerækkerne.
Alle skal kunne finde roen i kirken, alle skal føle sig som en del af noget i kirken, alle har samme værdi i kirken, og skal have mulighed for at føle den ultimative accept der – kirken er et helle for den enkelte.
Kirken er Guds hus, og det tilkommer ingen mennesker at gøre sig til herre i det hus.
At nogen så mente det var etisk og moralsk i orden at sige “når præsten får røven i klaskehøjde” – det siger mere om personen, end om Johans måde at være præst på …
For Johan er en dejlig levende, altfavnende præst, som har to dygtige og arbejdsomme menighedsråd i ryggen.
I sammenspil gør de et fantastisk stykke arbejde for, at vi fortsat kan hylde traditionerne og den danske folkekirke.
Jeg håber inderligt, at Johan og menighedsrådene fortsætter deres gerning i traditionernes tjeneste og i Guds.
For jeg er sikker på at Gud ikke bare græder, men hulker højlydt, hvis det skulle ske at de trækker sig.
Diskussionen om post