Af Jens Kirketerp
CEO i ADP Energy Infrastructure
Danmark skal have reduceret CO2-udledningen med 70% i 2030, og vi skal være klimaneutrale i 2050.
Flotte målsætninger, som toneangivende industrivirksomheder som Velux, A.P. Møller-Mærsk mfl. allerede har imødekommet med projekter, som rummer endnu skarpere ambitioner og målsætninger om at være klimaneutrale allerede før 2050. Vi burde derfor være på sikker kurs med en accelereret grøn omstilling. Faktum er imidlertid, at staten spænder ben for sine egne målsætninger og sætter en stopklods for udrulningen af grønne løsninger, som Danmark har brug for.
Reguleringer, forældet lovgivning og manglende ressourcer forhindrer, at Danmark kan virkeliggøre de målsætninger, der er formuleret og vedtaget på Christiansborg.
Der bliver rundt i hele Danmark arbejdet med CCU-planer, som skal opsamle og anvende CO2 samt Power-to-X-projekter med fokus på produktion af e-brint og e-brændstoffer som e-metanol og grønne flybrændstoffer. Det er begge dele aktiviteter, der indiskutabelt vil begrænse CO2-udledningen og samtidig gøre det muligt for flyindustrien og skibsfarten at omstille til en grøn drift. Tankerne og planerne skal inden for få år foldes ud i virkeligheden, og her møder vi en betydelig udfordring.
Projekterne vil alle kræve gennemførelse af anlægsaktiviteter, da der skal bygges brintfabrikker og metanolfabrikker samt lægges rørledninger, og her møder vi så problemet – for det er et reelt problem og en direkte stopklods. Der er hos kommuner og stat slet ikke ressourcer til at varetage sagsbehandlingen af de projekter, der skal virkeliggøres inden for en kort årrække. Der er syv år til 2030. I de syv år vil størrelsen og realismen i projekterne stige i takt med, at teknologierne modnes. Så snart kommuner skal gennemføre VVM- og planprocesser tager det tid – lang tid – og med udsigt til et betragteligt antal anlægsprojekter, vil der i kommuner og stat faktuelt ikke være ressourcer til at håndtere sagsbehandlingen. Alt vil standse her, selv om kommunerne har viljen.
For at Danmark skal kunne komme i mål, skal der tilføres ekstraordinære ressourcer. Løsningen er ikke kompliceret og vi kan bygge videre på det skridt, som Energistyrelsen allerede har taget. Energistyrelsen har udpeget seks CCUS-klynger, der allerede nu arbejder med CO2-infrastruktur. Disponerer staten 300 – 400 mio. kr. af de allerede afsatte CCUS-puljer på i alt 16 mia. kr. til specifikke sagsbehandlere i de seks kommuner i CCUS-klyngerne samt i staten for en periode fra 2023 – 2030, så er stopklodsen stort set fjernet og vi kan opfylde de danske klimamålsætninger. Løsningsmodellen er måske for simpel og effektiv, men lad os komme videre. Dog vil der være den udfordring, at vi i Danmark måske ikke råder over de nødvendige kompetencer og ressourcer til miljøbehandling og planprocesser, så behovene for efteruddannelse og opkvalificering er også påtrængende.
Den næste blokering har vi i havneloven – specifikt i havnelovens §10 stk. 4 nr. 4 og §9 stk. 6 nr. 5. Havnene må efter havneloven ikke opsætte solceller, men må gerne opstille vindmøller og anlægge bølgeenergianlæg for at producere elektricitet. Havnene er industriområder og der er både arealer og tagflader, som kan rumme solceller, men en manglende teknologineutralitet i havneloven betyder, at potentielle muligheder for lokal produktion af elektricitet til industrien eller til eksempelvis landstrøm til skibe, der ligger i havnene, så skibene ikke skal bruge generator, reelt er umuligt. Havneloven er en begrænsning, der ubegrundet ikke sidestiller VE-teknologierne; sol, vind og bølger.
Det betyder, at havnene ikke kan bidrage til den grønne omstilling som det ellers ville være logisk, når havnenes rolle i samfundet tages i betragtning. Når vi ser på det nødvendige grundlag for forandringer, kunne et mere fremadskuende perspektiv være at gennemføre en modernisering af den danske havnelov, der i sin grundsubstans er fra 1999. Det danske samfund har gennemlevet betydelige forandringer gennem de seneste 25 år, og derfor er dele af loven i dag løbet over sidste salgsdato. Der kunne derfor være behov for, at der formuleres tidssvarende rammebetingelser for de erhvervscentre, som havnene udgør, for dermed at gøre de større havne til vækstskabere ved at slippe de kræfter fri, der ligger i havnene. Med en modernisering af erhvervshavnenes rammebetingelser vil der være åbnet for, at havnene kan bidrage til væksten i højere grad end det er muligt i dag. Hermed åbnes også en mulighed for at havnene kan være aktive aktører i den grønne omstilling.
Vil staten yderligere understøtte den grønne omstilling og sikre, at omstillingen sker med en hastighed, der bidrager til, at Danmark kan opfylde egen nationale og internationale mål for den samfundsmæssige omstilling i 2030 og 2050, skal der investeres. Staten skal således investere i den infrastruktur, der skal indgå i omstillingen. Dette vil eksempelvis være brintrørledninger, der kan flytte brinten fra produktionslokationerne til anvendelse til produktion af e-metanol eller grønne flybrændstoffer, samt nye jernbanespor, som kan bidrage til at overflytte godstransport fra vejnettet til jernbanen.
Danmark har sat ambitiøse klimamålsætninger og viljen er der i befolkningen og industrien til at bidrage til de nødvendige omstillinger. Derfor er der god grund til, at det ny Folketing og den kommende Regering prioriterer at fjerne de lovgivningsmæssige og regulatoriske forhindringer, som de selv er herre over. Fra havnene kan meldingen kun være helt entydig og klar: ”Får vi de rette rammebetingelser – så er vi parate til at handle og skabe forandring til gavn for alle”.
Flot Jens
Meget af dette er udmærkede reflektioner; men de private skal altså ikke leve af de offentlige kasser med mængder af tilskud, selv når de arme stakler betaler så meget i skat.
Derimod er derimod sandt, at en række ting i diverse prouduktioner af strøm og varme er ramt af forbistring. Der er rbrug for mere strømlinede modeller, hvor man mere må vælge om Vi ønsker billig rens strøm fra evighedsmaskinerne eller fri udsigt fra balkonerne i Fyrklit.
Her må man også klandre vores klamme forhold til EU politik på dette vitle område. Man skal ikke kunne manipulere vind og solcellestrøm væk som det bedste ved omskrivinger, der slet ikke gælder i områder med masser af vind(fx afgift på strøm via olie/gas/kul er det samme som for direkte strøm via vindmøller).
Så her bør man tage fat og sanere de grove fejl, der også er ve dte nordiske elmarked. Man reviderer jo også andre strunkturer, når man har prøve dem et stykke tid.
Så Jeg synes med det og andet, at Kirketerp både har ret og slet ikke. Det kommer an på, hvad man griber fat i. Området er jo yderst omfattende. Man kan jo heller ikke føre strøm til demange ny brugere, hvis der ikke er kabler til det.
Og den folkelige viden er jo plastret til med forældede dogmer og fx også i Terps egen biotop.
Fjernvarme er slet ikke billigst, når man helt eller delvist fyrer med fossit. Reelt snyder man så vandet driver, når man i små samfund tror, man slipper billigere og bedre.
Både Hirtshals og Hjørring Fjernvarme bude producere haælvdelen ved vind. Egen produktion giver faste lave priser, der er langt lavere end gas og olie.
Slutteligt har Kirketerp også ret i een ting.Så læmge vi iden grad har mangel på møllestrøm, så er der ikke til møllerne kan producere gas af forskellig slags til, når vinden ikke blæser.
Oveni har Vi så også hurtigt mange biler, der skal have deres daglige dosis.
Indtil videre er diverse gasser og alkohol den rene underskudsforretning, men når tilstrækkeligt mange m’ller køre, så burde man kunne producere til enlavere pris og mere sikkert.