Kære turistaktører i Hirtshals, Tversted og Skagen.
Jeg er fuldstændig rystet og rasende. Der skal ellers meget til. På min elskede cykeltur gennem klitplantagen fra Hirtshals til Kjul og Tversted oplevede jeg i dag et svineri med “tabte” øldåser, smadrede spiritus og Breezer flasker, maste Red Bull dåser og plastik poser fra Color Lines Duty free butik. Fotos er vedhæftet. Jeg kunne have taget 100 fotos af den slags.
Jeg så de første dåser, da jeg drejede ind i plantagen i Kjul. Jeg tænkte: argh, det var da ærgeligt lige at tabe et par øldåser her ude i skoven, hvor dyrene kan komme galt afsted.
Senere gik det op for mig, at det ikke var en flok unge mennesker i deres første brandert, som havde tabt en dåse. Svineriet kom fra et meget stort antal norske cykelturister, som havde smidt deres affald efterhånden som de kom frem på stierne. De virkede til at være helt “almindelige” voksne mennesker i alderen 30-50 år.
De første cykelturister jeg mødte, var to damer hvor den ene sad på stien. Hun var simpelthen så fuld, at hun ikke kunne cykle mere. Godt at hun havde sat sig ned.

Lige efter broen ved Uggerby å mødte jeg den store flok, og så gik det op for mig, at det her var en organiseret druktur for nordmænd. Fuldstændig som vi oplevede det i Løkken for mange år siden med unge mennesker.
Da jeg mødte den store flok (mellem 50-100 cyklister) var jeg så rasende og forarget, at jeg stoppede op og skældte dem ud på en måde, som jeg aldrig tror at jeg har skældt voksne mennesker ud før.
Jeg startede med at råbe “Hvad fanden har I gang i? Og derefter spurgte jeg dem, om de også behandlede den fantastiske norske natur på denne måde.
Jeg fik ikke noget svar og på et tidspunkt gad de ikke høre på mig mere, og så skruede de op for en medbragt soundblaster.
Da jeg kom til Tversted forstod jeg størrelsen af dette cykeldruk arrangement. Tversted var fyldt op med fulde norske cyklister. Jeg tror de skulle videre til Skagen. Jeg tog landevejen hjem for mit humør kunne ikke klare mere.
Og på vej hjem tænkte jeg så, hvem tager ansvaret for denne form for organiseret drukturisme, pakket ind i en cykeltur i den nordjyske natur. De norske cyklister tager helt sikkert ikke ansvaret. Det er de for fulde til.

Men, nogle turistforeninger i Hirtshals, Tversted og Skagen har fortalt nordmændene at det er “greit” at være cykelturist i den nordjyske natur.
Nogle færgeselskaber har sejlet dem fra Norge til Danmark, og solgt dem masser af spiritus og øl.
Nogle cykeludlejere i Hirtshals, Tversted og Skagen har udlejet cykler til de norske turister.
Nogle hoteller og feriehusudlejere i Skagen har solgt nordmændene en seng, så de kan sove deres brandert ud her i aften.
Jeg har ladet mig fortælle, på turistbureauet i Tversted, at der her norske druk-i-naturen arrangement foregår hver fredag i sæsonen!!! Det er vel ikke rigtigt! Hvordan harmonerer den “strategi” med, at vi med stolthed tilbyder turister nogle fantastiske oplevelser i en fredet natur, bl.a. omkring Tversted?
Og så tilbage til spørgsmålet, som jeg indledte med: Er det her den form for ud-i-naturen turisme, som Hirtshals, Tversted og Skagen vil være kendte for. Jeg spørger jer, der laver forretning på organiseret cykeldruk. Hvis det er strategien, så skal I som minimum tage ansvaret for at rydde godt, grundigt og hurtigt op efter jeres kunder.
Nu kommer jeg ikke til plantagen hver fredag i sæsonen, men jeg kunne håbe på, at nogle lokale vil hjælpe med at fotodokumentere den respektløshed, som vores norske cykel-druk-turister udviser. Det skal stoppes og lidt offentlighed omkring det kan måske råbe de aktører op, som bør tage ansvaret.
På naturens og turismens vegne.
Jens Otto Størup
Sommerhusejer i Tornby og cykelentusiast



Det har stået på i mange år, desværre. Jeg ved at lokale på ruten har forsøgt at komme i dialog med rederierne for at komme det til livs. Rederierne er ellers flinke til at minde os om at passe på den sårbare natur i fjeldene.
Et meget gammelt fænomen, pinligt ja, ansvaret?? Måske skulle man se på promillegrænsen for cyklister, så der rent faktisk kan gøres noget andet end overlade oprydningen til andre.
Sådan ser det DESVÆRRE ud flere fredage hver sommer – det er nærmest ikke til at færdes på ruten de dage 😵💫😵💫😵💫