Lendum Kultur og Borgerhus danner den 6. september rammen om en rigtig nordjysk efterårskoncert, og denne gang er det Jens Varmløse fra Version 1.0, der gæster kulturhuset.
Jens Varmløse fra Sønder Bindslev er i ordets bedste forstand en rigtig spillemand. Man ved aldrig helt hvad der sker, og det ved han heller ikke altid selv.
Som multiinstrumentalist spiller han på mange forskellige instrumenter, og denne aften i Lendum er det med den akustiske guitar i centrum. Stærkt inspireret af guitarlegender som Tommy Emmanuel og Chet Atkins spiller Jens sine egne fortolkninger af en række kendte og mindre kendte sange.
Som bosiddende i hjertet af Vendsyssel må man nok også forvente lidt nordjysk lune undervejs i koncerten. Spontanitet og en spilleglæde ud over det sædvanlige er i højsædet, når der bliver spillet og til tider tæsket løs på guitaren.
Inden koncerten begynder, kan man indtage Annettes dejlige aftensmad, som denne aften er langtidsstegt svinenakke med urtekartofler, skysauce, coleslaw og årstidens salat.
Til dessert serverer Annettes Kokkerier æbletærte med ristede hasselnødder, flødeskum og creamfraiche. Prisen for hele aftenen inklusive spisning klokken18 er 250 kroner. Uden mad er prisen 100 kroner. Koncerten spiller fra klokken 19.30.
– Tag fat i naboer, venner og familien og få en fornøjelig aften i godt selskab, opfordrer bestyrelsen for Lendum Kultur og Borgerhus.
Billetter bestilles senest den 1. september hos niels@elsager.dk eller på tlf. 50934490.