Af Jesper K. Rasmussen
Pædagog og blogger
Adoptionens pris… Har I set denne dokumentar?
Jeg har set den tidligere. Igen forleden ville jeg så se den igen. Forskellen fra dengang og nu, er at jeg udover at være blevet far også er kommet gennem et pædagogisk studie, hvor jeg har fået en stor forståelse og viden om børn og familier.
Da jeg så den i går, fik jeg oprigtig ondt i maven. Tårene trillede. Og jeg kunne virkelig sætte mig ind i alle de følelser og frustrationer der bliver oplevet i den proces der sker i denne dokumentar. Den ramte mig virkelig hårdt denne gang.
Der er mange sider af adoption. Som i dokumentaren, hvor på den ene side er en dansk familie, der rigtig gerne vil have børn og hvor de tænker at de kan hjælpe nogle børn, fra svære kår, til at få det bedre. Det kan man sagtens sætte sig ind i.
På den anden side, er der en biologisk mor og far som har en sygdom, som de har fået af vide at de dør af i løbet af nogle år. De bliver begge opfordret til at give deres børn til “bedre vilkår”. Altså.. til denne danske familie hvor de kan få et liv med uddannelse og materielle goder. De tænker at det bedste for børnenes fremtid, er at sende dem videre.
Børnene bliver givet væk, uden et farvel eller et kram og kommer ind til en dansk familie, hvor de ikke forstår sproget og helt sikkert heller ikke forstår, hvorfor de er blevet taget væk fra deres mor og far.
Den nye danske familie, kæmper en kamp for at få børnene til at passe ind i denne nye verden. Der er frustrationer. Der er gråd. Og så oplever jeg en dansk familie der er i afmagt og ender med at sende børnene i aflastning og til sidst bliver pigen fjernet. Den måde man snakker om børnene på og i særdeleshed pigen, gør mig harm. Man har fjernet børnene fra deres primære omsorgspersoner og forventer at de bare kan tilpasse sig ved ukendte mennesker og forstå nyt sprog og ny kultur, og for mig at se, uden at sætte sig ind i og forstå børnenes adfærd.
De biologiske forældre, som har så dårlig samvittighed. Som konstant er i gråd. Som hele tiden oplever et savn. “Hvordan kunne jeg finde på at give mine børn væk?” Kunne I forestille jer hvilke følelser de har? Det kunne jeg. For pokker, det har ikke været sjovt.
Med dette vil jeg ikke klandre nogen for noget som helst. Og jeg vil ikke sætte ord på om jeg er for eller imod at adoptere. Men når man har set denne dokumentar, får man virkelig en forståelse af de mange dilemmaer, der kan forekomme.
Og når man har den viden om at børns første leveår er med til at definere resten af livet. Så kan jeg da kun med bekymrende anelser, forestille mig deres fremtid. For hvilke konsekvenser kan dette have i et fremtidsperspektiv?
Se hele udsendelsen her hos DR: Adoptionens pris
Følg bloggeren her: Jesper Kjærgaard
