Arbejdssted: Poulstrup, 9760 Vrå
Ansættelsesform: Byrådsvalg 2025
Ansøgningsfrist: Snarest – borgerne venter, og naturligvis inden den 18.11.2025
Om stillingen
Poulstrup søger en politiker, der tør tage ansvar for de 4 km asfalt, der i dag adskiller os fra Vrå. Vi søger ikke mirakler. Vi søger ikke prestigeprojekter. Vi søger nogen, der kan se, at en cykelsti og et par busafgange ikke er luksus – men adgang.
Du skal kunne se at togforbindelser er porten til uddannelse, job og fritidsliv – men kun for dem, der kan komme derhen. Det er ikke en teknisk detalje. Det er en strukturel barriere.
Du skal kunne se værdien i, at unge kan cykle til skole uden at spille trafikroulette. Du skal forstå, at Flextrafik til 60 kr. og to timers varsel ikke er en løsning, men en barriere. Og du skal turde stille spørgsmål: Hvorfor er Poulstrup ikke med i cykelstiplanen? Hvorfor er vi ikke prioriteret?
Kvalifikationer
- Du kan læse en cykelstiplan og se, at Poulstrup opfylder kriterierne
- Du ved, at Christiansborg ikke forhindrer jer i at søge cykelpuljen
- Du kan tælle til tre: morgen, middag, eftermiddag – og forstå, at kollektiv trafik kræver rytme
- Du tror på, at landdistrikter ikke skal nøjes med PowerPoints og hensigtserklæringer
Vi tilbyder
- En engageret landsby, der følger med
- Unge, der gerne vil cykle – hvis de tør
- En mulighed for at vise, at politik ikke kun handler om bymidter og budgetter
- Og ja – vi stemmer
Så… er du den, vi søger?
Send dit svar i form af handling. Vi læser ikke flere undskyldninger!



Var det ikke bedre at sende den besked til din kommune (Hjørring)
Et supergodt indlæg.
Velskrevet, og rammer plet med det meste.
Du skulle måske overveje kommunalpolitik
Sjov tilgang til én alvorlig udfordring.