Jørgen Bing (SF): Vi tror på det

Af Jørgen Bing
Byrådsmedlem for SF
Hjørring Kommune

Så sprang bomben i går aftes: SF går ind i konstitueringen i Hjørring Kommune!

Dét har naturligvis medført en tsunami af reaktioner, bl.a. på sociale medier. Nogle meget positive – andre bestemt ikke.

Lad mig prøve at forklare bevæggrundene:

SF fik et ganske udmærket valg d. 18. november. Vi kom ind i Hjørring Byråd igen, efter 9 måneder uden repræsentation, da en enlig SF-suppleant, valgte at partihoppe til S (endda uden forinden at meddele det til os). Men nu kom vi ind med to mandater, hvilket var en fordobling af det enlige mandat jeg selv havde siddet med i knap 12 år. Som makker fik jeg den yngre, energiske Ellen Raunsmed, der fra dag 1 i valgkampen, har signaleret handlekraft og iværksat tværpolitiske initiativer, som fx de tre “Lad os snakke sammen”-møder i Løkken (om hhv. Grøn omstilling og turisme, om Børn & Unge samt om Demokrati & Velfærdsstat), og også et vælgermøde, hvor vælgere i hendes hjemby, Løkken kunne få chancen for at mødes og snakke med deres lokale kandidater, spændende lige fra Vendelbolisten og Danmarksdemokraterne på den ene side til socialdemokrater og SF på den anden. Det skulle ikke være “forhør”, men samtaler.

På valgnatten gik SF også til forhandlingerne med et konstruktivt ønske om at bryde op i blokkene, og få et så bredt flertal som muligt. Men vælgerne valgte at sammensætte et byråd med tre store partier: S (9 mandater) V og K (med hver 7) suppleret med en række mindre ét-mandspartier + DD og SF med hver 2 mandater.

I SF har vi følt, at der skete lidt for lidt i de forgange fire år. Vi ville også meget gerne selv på banen og bidrage med noget konstruktivt og fremadrettet. Så vi forsøgte aftenen igennem at bane vejen for forskellige konstellationer. For os var det mindre vigtigt, hvem der sad for bordenden – bare vi fik sat et arbejdsdygtigt og dynamisk hold sammen. Vi havde modeller med både Mai Britt Beith (der meget naturligt var SF’s foretrukne borgmesterkandidat), men også med Søren Smalbro, Per Møller og såmand også radikale Gry Bruun Nielsen, som mulige borgmestre. Men hver gang blev vi mødt med afvisninger af de tre hovedkandidater – og i 4-5 timer hørte vi det samme monotone omkvæd: “Jeg skal være borgmester, for vi har fået flest stemmer”- eller “Jeg skal være borgmester, fordi der er et blåt flertal”.

Sent ud på natten bakkede vi (sammen med Radikale og Enhedslisten + et DF, der ikke rigtigt kunne bestemme sig) op om Mai Britt Beith, for på den måde at være en gruppe, der repræsenterede ikke blot 9, men 13-14 mandater – i håbet om at enten V eller C, så ville tilslutte sig dén konstellation. Men intet skete. Stædigheden sejrede.

Ud på de små timer begyndte (rædsels)scenariet at tegne sig tydeligere: At de to borgerlige partier ville kigge længere til højre for at finde et flertal. Mange fandt det utænkeligt, men hos SF var det en realistisk analyse, hvorfor vi blev ved med at pege på andre konstellationer. Men fortsat var betingelsen konstant fra de store partier: “Fint, men det kræver at jég får borgmesterposten”.

Langt ud på natten, gav Per Møller (K) sig så (mod en rigtig god betaling), og lod Søren Smalbro (V) beholde sin borgmesterkæde, og man tog så de to små højrefløjspartier (Danmarksdemokraterne (2 mandater) og Dansk Folkeparti (1)) med i konstitueringsaftalen, baseret på et meget snævert flertal.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i SF var fortvivlede. Det var lige dét scenarie, vi om noget havde frygtet. Ikke mindst a.h.t. den grønne omstillings fremtid.

Naturligvis ville vi, som de øvrige oppositionspartier ikke bare sidde med armene over kors de næste fire år, men at sidde med i FLERtallet betyder, at man har en serve-ret på en række områder. Og efter mange, lange og voldsomt svære (dét skal indrømmes) diskussioner, internt i bestyrelsen og i valggruppen besluttede vi os til, at forsøge at opfriske den noget sorte konstellation med nogle pyntelige røde og grønne kulører. Så i stedet for at holde de fire partier ud i strakt arm med en klemme på næsen, valgte vi at gå mere konstruktivt til værks. “If you can’t beat them, join them”.

Vi stak en føler ud for at mærke, om der overhovedet var genklang for ideen – og det var der! Vi blev faktisk taget budt meget varmt velkommen af alle parter, der øjensynligt også kunne se, at de næste fire år, havde brug for lidt større politisk diversitet og iderigdom for at blive en succés.

Men det krævede selvfølgelig, at vi havde en stærk politisk platform at føre politik ud fra. Og udover en plads i det vigtige Økonomiudvalg, er Ellen også blevet formand for AEU. På den måned får hun en vigtig indflydelse på bl.a. kommunens erhvervsudvikling, turisme, beskæftigelsessituation og uddannelsestilbud – alt sammen noget, der ligger hendes hjerte og kompetencer nært. Jeg selv er sikret en plads i Teknik- og miljøudvalget, samt i Vandselskabet. Her vil jeg kæmpe for en grøn profil, en visionær by- og landskabsplanlægning og det rene drikkevand! Og så forventer vi tilsammen, også at kunne give kulturen en stærk stemme! (Og siden kommer fordelingen af en lang række andre tillidshverv og bestyrelsesposter)

Som sagt har vores manøvre affødt mange (og saftige) reaktioner. Udover de positive (og tak for dem!) har de negative mest gået på “levebrødspolitikere”, “magtbegær”, “ingen politisk moral”, “pengeberigelse” og “tillidsbrud”.

For de mest ophidsede vil enhver saglig forklaring, sikkert prelle af som vand på en gås. Men ønsker man oprigtigt at forstå vores uortodokse træk, kan jeg (udover det ovenstående) blot sige, at når vi har gjort, hvad vi har gjort, var det for at få flere af de resultater igennem, som vi havde stillet vores vælgere i udsigt. Magtbegær er ikke det samme som ønsket om politisk indflydelse og resultater. Og vel er der et vederlag forbundet med en formandspost, men i vores parti, betaler man partiskat, så den store personlige forgyldning bliver der ikke tale om – til gengæld får vi (forhåbentligt) en stor politisk indflydelse.

Til allersidst: At vores traditionelle politiske alliancepartnere i dag er vrede og skuffelse, kan ikke overraske. Og det er da også den del, jeg har haft det sværest med. Måske specielt i forhold til R og Ø, der ligesom vi på valgnatten arbejdede ihærdigt for en bredere konstellation, som personlige ambitioner desværre blokerede for.

Jeg har gennem 20 år haft et tæt og konstruktivt samarbejde med alle tre partier, hvilket jeg håber kan fortsætte, når man lige får slikket sårene – men vi er fire selvstændige partier, og vi kan hver for sig vælge den metode og vej, som vi hver især føler gavner vores politiske mål bedst.

Og specifikt til vores “storesøster”, Socialdemokratiet:

SF er ikke til for Socialdemokratiet. Vi er i familie med hinanden, og Socialdemokratiet har i mange år pr. automatik forventet at lillesøster bakker op (og også gerne efternøleren, lille Ø), når storesøster skal shine – men lillesøster er altså (måske lovlig sent) kommet i puberteten, og har også sine egne drømme. Dét kan være svært at forstå for socialdemokrater, og vokser lillesøster pludselig en dag over hovedet på storesøster, som vi har det i København, er det jo tydeligt, at forventningen om støtte og opbakning skam kun gælder én vej.

Rent lokalt blev tillidsforholdet mellem S og SF heller ikke styrket, da min egen suppleant i februar overtog SF’s mandat i Byrådet, for at få en fair og stærk chance for at markere sig som partiets kandidat inden kommunalvalget. Men hvad var takken? Inden der var gået to måneder, havde hun fulgt tidens ulidelige trend, og var partihoppet over til S. Hun tog ikke bare sine egne personlige stemmer med, men gjorde også alle mine og øvrige SF-stemmer til socialdemokratiske. Selvfølgelig var det hende, der gik den største brøde (og vælgernes dom fulgte da også på valgnatten), men der falder også en tung skygge over Socialdemokratiet, der (har jeg siden erfaret), grundigt (og hemmeligt naturligvis) over en ikke helt kort periode behandlede Anette Bæks ønske om at skifte til S, i både bestyrelse og byrådsgruppe . Og minsandten blev vi (SF) i dén periode, indkaldt til et tidligt morgenmøde med S-toppen, der gik ud på at udvide valgforbundet mellem F og Ø til også at omfatte S. Ikke et ord om, hvad der var under opsejling.

At et medlem ind imellem skifter fra ét parti til et andet, ja, det sker desværre (selv fra partier der, som vort, har givet hinanden håndslag på, at man så skal overlade mandatet til den næste på listen). Men i dette tilfælde, var der ikke blot tale om at et enkelt medlem forduftede – men hele partiet! For vi havde jo kun ét mandat. Og selv da det skete, fik vi ikke så meget som en orientering fra hovedpersonen selv – eller fra vores trofaste samarbejdspartner gennem mange, mange år. Det var gennem en tør meddelelse fra SF’s hovedkontor, at vi blev orienteret om, at “et medlem af vores forening havde meldt sig ud”.

Så når socialdemokrater svinger sig op og taler om “tillidsbrud”, bør man måske også gribe en smule i egen barm.

At vi har taget det skridt, som vi har taget i forbindelse med den aktuelle konstituering, skal ikke ses som en “hævnakt” e.l. (for som sagt forsøgte vi os på valgnatten med mange modeller, der gjorde S til en central part i et fremtidigt kommunalt styre) – men det sidste afsnit var primært et svar til de mest skingre reaktioner på beslutningen.

Nogle vil måske fortsat mene, at det er en umulig mission vi har kastet os ud i – det skal man selvfølgelig have lov til – “time will show” – men vi tror på det. Så giv os en chance .

Der er endnu en god måneds tid til at det nye Byråd tager over. Jeg – og SF – håber, at gemytterne på det tidspunkt er faldet så meget til ro, at alle er indstillet på et frugtbart samarbejde, hvor kommunens interesser vejer tungere end snævre partiinteresser.

Ind til da – god jul!

Link til relateret artikel og indlæg

SF: Det er ikke et svigt af vælgerne