Et af mange gode, traditionelle varsler om jul er, når Jørgen Torp banker på for at sælge bladet Blindes Jul.
Det gjorde han så igen, igen forleden aften med årets blad, der udkom den 23. oktober og lige nu sælges af rundt regnet 100 gode mennesker i landsdelen.
– Tag godt imod vore sælgere, når de ringer på din dør frem til jul. Får du ikke besøg kontakt da distributøren for dit område, skriver Dansk Blindesamfund, som udgiver ”Blindes Jul”.
Blindes Jul udkom første gang i 1945 i bladudgave i Aalborg, hvilket muligvis er grunden til, at bladet er bedst kendt, og at de fleste blade sælges, i Nordjylland. Bladet bringer søde, positive historier, der er konkurrencer, krydsord, madopskrifter og meget mere.

Årets forside er atter tegnet af multikunstneren Robin Haslund, som vi kender blandt andet fra Vendsyssel Teater.
Der udgives cirka 95.000 eksemplarer af ”Blindes Jul” om året på landsplan, hvoraf knap halvdelen af bladene bliver solgt i Nordjylland. Salget foregår ved dørsalg af frivillige sælgere frem til den 23. december, og bladet koster beskedne 30 kroner.
Midlerne fra overskuddet går ubeskåret til de kredse, hvor bladene bliver solgte. Pengene bruges til kulturelle formål som for eksempel kursusvirksomhed og til sociale arrangementer for blinde og svagtseende.
Distributør-leder i det nordlige og det meste af Vendsyssel er Jørgen Torp fra Hjørring. Vil du gerne have besøg og mulighed for at købe Blindes Jul, kan han kontaktes på telefon 29 93 73 74 og på mailen [email protected].
Du kan også gætte med om præmier hos Blindes Jul’s hjemmeside.
Dansk Blindesamfund kæmper for at skabe bedre liv for mennesker med synshandicap og tilbyder rådgivning, netværk og aktiviteter til dig, der er blind eller svagsynet. Kom med i fællesskabet – sammen ser vi mere, skriver Dansk Blindesamfund.
Herunder fortæller Jørgen Torp, for et år siden, om sit arbejde som frivillig…


