Vendsyssel Teater i Hjørring og Klitgården i Tversted præsenterer julekoncert med Sæby Big Band, som er Nordjysk Big Band Jazz på toppen af Danmark.
Sæby Big Band er et nordjysk jazzorkester og rytmisk talentfabrik med ambitioner og jazzarbejde for rutinerede jazzmusikere og unge jazztalenter.
Fredag den 1. december klokken 20 kan de opleves på Vendsyssel Teater i en spændende Julekoncert. Forrest står bandets nye dirigent, Dan Hejslet, sammen med de to sangere Kasper og Gudrid.
Lørdag den 2. december klokken 14.30 giver Sæby Big Band julekoncert hos Den Skaldede Kok-Sæby Søbad, som bestyres af Carsten Olsen fra Bindslev.
Søndag den 3. december klokken 14.30 rammer Sæby Big Band Klitgården i Tversted. Billetter kan alle tre steder købes ved indgangen for 100 kroner. Unge under 14 år, studerende samt regionens musikskoleelever har gratis adgang.
Bandet spillede i 2010 også på Klitgården i forbindelse med Tversted Jazzy Days i Tversted og den gang med 24 musikere og sangere på scenen i den hyggelige koncertsal.
Sæby Big Band hører i dag under Frederikshavn Musikskole, som netop har ansat Dan Hejslet som ny dirigent for bigbandet.

Den 1. september begyndte han i stillingen som afløser for bigbandets mangeårige dirigent og bandleader Frank Sørensen, der stoppede i 2022.
Dan Hejslet er af ”egen produktion” og er gået hele vejen gennem Sæby Musikskole via rytmisk legeskole, soloundervisning, Asperinerne, Aspirantorkester, Sæbygarden, Talentklasse og senere via MGK, konservatorie med kandidatgrad og selvfølgelig forstås: Sæby Big Band.
Big bandet er allerede ved at øve på årets julerepertoire, og faktisk begyndte bigbandet på julen inden brunkagerne udkom i landets supermarkeder.
Dan Hejslet har i øvrigt tidligere spillet trompet på Vendsyssel Teater, nemlig som 19-årig i 2016 i Hjørring Revyens meget roste orkester.
Han modtog i maj 2023 på Sæby Jazz Festival prisen som Årets Jazzclasher også som et skulderklap til at udvikle sit store talent. I 2024 indspiller Dan Hejslet sin egen musik, og det bliver spændende at følge dette talent.
Dan Hejslet har ved en tidligere jazzfestival i Sæby også modtaget Talentprisen ved Spar Nord Fonden. Og hvem ved; måske banker han på til andre jazzpriser de kommende år.



