Der var en helt særlig stemning i den julepyntede samlingsstue på Soldalhus, da de mange fremmødte ældre satte sig til rette for at tage hul på julens glæder. Dagens hovedpersoner var Jeanet og Rune Møller Nielsen, der med deres store erfaring som både solister og kirkesangere hurtigt vandt publikums hjerter.

Med hjælp fra deres trofaste “telefon-orkester” leverede duoen en perlerække af julens sange. De mange fælles- og solosange blev modtaget med store bifald, og det var tydeligt, at de velkendte stemmer og det musikalske nærvær vakte glæde hos de mange fremmødte.

Ingen julefest uden lidt godt til ganen. Efter den første afdeling med sang, var der dækket op med julelækkerier i form af gløgg, kaffe og lune æbleskiver, og snakken gik lystigt.

I pausen læste Jeanet den spændende julefortælling om ”Den gamle kone, der ønskede sig en husnisse”, hvilket skabte en hyggelig stund for både ører og sjæl, inden fællessangen igen tog over og rundede eftermiddagen af.

Det er Dame- og Herreklubben, der står bag arrangementet, og de benyttede lejligheden til at takke alle, der i årets løb har deltaget i deres mange arrangementer, samt de mange besøgende, der har gjort en god handel i ”Nørkleri-boden” til gavn for det lokale fællesskab.

Selvom julefreden nu sænker sig, ser arrangørerne fremad mod det nye år. Allerede torsdag den 8. januar klokken 14.30 vender musikken nemlig tilbage til Soldalhus. Her vil det være Tårs-Lendum Harmonika Klub, der står for underholdningen og sikrer en festlig start på 2026.


