425.000 kroner for en sejr i morgen. Sådan lyder beskeden fra mellem 20 og 25 af de mest trofaste sponsorere bag fodboldklubben Vendsyssel FF til spillerne på Vendsyssel FF’s divisionshold, som i morgen møder Fremad Amager på Nord Energi Arena i Hjørring.
Vinder Vendsyssel FF kampen, kan klubben sikre sig overlevelse i den danske 1. division.
Beskeden til spilleren blev givet i dag, da man havde overstået den sidste træning inden skæbnekampen i morgen. Fire af de sponsorer, der har været med til at samle de mange penge ind, mødte op i Vraa, hvor Vendsyssel FF holder til, og gav spilleren beskeden: Vinder I i morgen, så får I 425.000 kroner til deling.
Morten Rimer, formand for Hjørring IF bekræfter overfor TV2 Nord, at Hjørring IF også har spyttet i kassen. Blandt andet fordi at Vendsyssel FF spiller i 1. Division på Hjørring IF’s licens, og man håber på at den ekstra bonus kan være med til at sætte spillerne ekstra op til den afgørende kamp i morgen.
Gratis adgang skal sikre opbakning på lægterne
Det har gået stærkt med at indsamle pengene hos de mange sponsorer. Det tog for alvor fart efter Vendsyssel FF slog lokalrivalerne Hobro på udebane sidste søndag med 2-0 og chancen for undgå nedrykning fik ny næring. I løbet af få dage var pengene samlet ind, og beløbet havnede på de 425.000 kroner.
Nu er det op til spillerne, om det bliver en ekstra stor afslutningsfest, når kampen i morgen er overstået klokken cirka 20.45. Kravet til Vendsyssel FF er en sejr. Skulle holdet spille uafgjort eller indkasserer et nederlag så er Vendsyssel FF afhængig af andre resultater.
Og det ser ud til at spilleren ikke kommer til at mangle støtte. For udover de mange penge fra sponsorerne, har klubben nemlig valgt at give tilskuerne gratis adgang til kampen.
Der må lukkes 1.380 tilskuere ind ifølge gældende coronarestriktioner.