Det var efter alt at dømme et formandskab med styr på det hele, der onsdag eftermiddag var tilstede i teltet Bølgen på Sydvestkajen, hvor der i lighed med teltet Skibet på Den Grønne Plads er ved at blive gjort klar til Hirtshals Fiskefestival 2025.
Det er da også mest de praktiske forhold, der endnu forestår dagen før åbningen, idet de store linjer og programmet for længst er klar. Noget af det, som formand Ditte G. Sørensen og næstformand Laila Zielke glæder sig meget til er torsdagens åbning klokken 11 og en halv time senere den store Fiskedellefejde.

Ikke bare er det lykkedes at få bysbarnet Emil Kondrup lokket hjem til Hirtshals i rollen som konferencier, men som den første til at smage fiskefrikadellerne bliver det såmænd også borgmester Søren Smalbro.
Ligesom sidste og forrige års stærke vinder Lillian Jensen denne gang får testosteronfyldt kamp til stregen af Søren Larsen Grønby og afdelingsdirektør Kim Bærentsen fra Spar Nord. Uden at afsløre noget som helst kan vi vist godt tillade os at antyde, at bankmanden har en overraskelse i baghånden.
Der ud over er der som altid et overflødighedshorn af alskens spændende arrangementer og underholdende tiltag på det store program, som ifølge meteorologerne kommer til at blive afviklet i noget nær perfekt vejr. Tjek programmet herunder for torsdag, fredag og lørdag.







