Hotel & Restaurant Konkret lukker og slukker i Hjørring. Det oplyser indehaverne Kamilla og Simon Emil Schiøtt Christensen i en meddelelse, hvor de beskriver beslutningen som tung, men nødvendig efter nøje overvejelser. Lukningen får virkning efter den sidste officielle åbningsdag lørdag den 28. februar.
I opslaget takker indehaverne gæsterne for opbakningen gennem årene og understreger, at beslutningen er truffet af hensyn til vores familie, de ansatte og fremtiden. Ifølge meddelelsen har teamet elsket at drive restaurant i de smukke lokaler og tage imod alle de fantastiske gæster, og hvert besøg har betydet mere for dem, end gæsterne aner.
Restauranten holder ekstra åbent tirsdag og onsdag i den kommende uge, og der vil fortsat være mulighed for at booke bord til et sidste måltid, fremgår det af meddelelsen.
Efter lukningen retter Kamilla og Simon Emil Schiøtt Christensen fokus mod deres første hjertebarn, som er Restaurant Abstrakt i Hirtshals.
Afslutningsvis sender de af hjertet tak for opbakning, varme og støtte gennem tiden.



Selvfølgelig er det synd at man føler det nødvendigt at lukke stedet men det er dårlig forretning stil at gøre det med så kort varsel plus at man vælger at neglisere de kunder som henvendt om deres gavekort til stedet