Kloakker og renseanlæg er opfundet for at undgå smitsomme sygdomme. Vi skal fjerne vores efterladenskaber fra de steder, vi færdes, for ikke at sprede smitsomme sygdomme.
Så at arbejde med spildevandsrensning er selvfølgelig lidt mere risikabelt end mange andre job. Det er de vant til, og de har strenge regler og egnet udstyr for at beskytte sig selv hos Hjørring Vandselskab.
I starten på corona-epidemien var der ikke meget viden om, hvor vidt faren for Hjørring Vandselskabs medarbejdere var større end normalt. De gik derfor med i to udviklingsprojekter, der skulle vurdere risikoen.
Det ene projekt blev udført af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA). Her blev det undersøgt, om spildevand kan afgive virus til luften, når der for eksempel blæses luft ind i vandet på et renseanlæg. Her stod det hurtigt klart, at personalet ikke er udsat for smitte.
Det andet projekt blev sat i gang i samarbejde med Eurofins, et meget stort analyselaboratorium. Eurofins har udviklet en metode til at finde rester af gener fra corona i spildevand. Her blev det også hurtigt tydeligt, at spildevand ikke kan smitte med corona, men mængden af DNA fra generne i virus stemmer overens med antallet af smittede i det område, renseanlægget betjener.
Det vil sige, at analyser af spildevand kan supplere de tests, der bliver udført på os mennesker. Sandsynligvis kan man hurtigere fortælle om stigning eller fald i antallet af smittede i et område, end man kan ved at teste mange mennesker. Vandselskabet arbejder fortsat med projektet, så de kan se om de gode analyseresultater er så pålidelige, som vi håber.
Der arbejdes med lignende analyser mange andre steder i verden. Der er jo ikke lang erfaring med teknikkerne endnu, men det er meget interessant, hvis man ved hjælp af billige og hurtige analyser af spildevand kan opdage udbrud af smitsomme sygdomme, før folk bliver meget syge, og dermed komme hurtigere i gang med de rigtige tiltag for at beskytte mennesker og begrænse udbrud.
Det kan med andre ord være en slags første grovsortering i fremtiden.
Kilde: Hjørring Vandselskab.