Karl H. Bornhøft: Hvorfor ender de rene hænders politik så ofte med beskidte hænder?

Af Karl H. Bornhøft

Tidligere Byråds og amtsrådsmedlem
Samt folketingsmedlem for SF

“Tampen brænder.”

Sådan kunne overskriften næsten lyde, når man ser, hvordan Morten Messerschmidts politiske venner rundt omkring i Europa i disse år bliver ramt af den ene lyssky sag efter den anden.

Nigel Farage er under mistanke i Storbritannien. Marine Le Pen er dømt i Frankrig. Andre højrepopulistiske partier har været indblandet i sager om skjult partistøtte, misbrug af offentlige midler eller tætte forbindelser til velhavende bagmænd.

Det er egentlig et mærkeligt paradoks.

Netop disse partier har i årevis gjort op med den “korrupte elite”. De har præsenteret sig som de eneste med rene hænder, mens alle andre var en del af systemet.

Men virkeligheden har det med at indhente store ord.

Jeg siger ikke, at Dansk Folkeparti har gjort noget ulovligt. Det ville være forkert.

Men jeg undrer mig over, at partiet igen og igen søger inspiration hos politikere, der lover moralsk fornyelse, og som senere viser sig ikke selv at kunne leve op til de idealer, de prædiker.

Måske er problemet ikke mennesker.

Måske er problemet en politisk kultur, hvor man deler verden op i de rene og de urene. Hvor man selv påstår at have monopol på ordentlighed.

For historien viser noget andet.

Ordentlighed er ikke noget, man erklærer sig selv i besiddelse af.

Ordentlighed er noget, andre får lov at vurdere ud fra ens handlinger.

Og her har flere af Morten Messerschmidts europæiske forbilleder efterhånden et alvorligt forklaringsproblem. Og det tankevækkende er, at Dansk Folkeparti og Morten Messerschmidt gennem mange år har søgt politisk inspiration og fællesskab hos netop de partier, som nu én efter én bliver ramt af sager om økonomi, magtmisbrug eller korruption.