Af Paw Rytter
Byrådskandidat
Lokallisten
Hjørring Kommune
I mandags var der vælgermøde på SOSU Nord i Hjørring. Omkring 100 studerende havde afsat halvanden time for at blive klædt bedre på i forhold til, hvor de skulle sætte deres kryds. Og de blev i den grad klædt på.
Til gengæld var der flere medlemmer fra det siddende byråd, der må have haft en ubehagelig fornemmelse af at blive klædt af. For som mødet skred frem, blev det tydeligt, at de ikke kendte ret meget til arbejdsvilkårene ude i den kørende hjemmepleje.
En studerende fortalte om, hvor utilfredsstillende og hårdt det var at skulle køre alene rundt i hjemmeplejen allerede efter de første 3 ugers praktik. For som hun sagde, – hvor meget tror I egentlig, jeg kan lære mig selv?
De tilstedeværende medlemmer fra SÆH-udvalget blev mildest talt overraskede over at opdage, at de studerende indgår i normeringen på lige vilkår med det uddannede personale. Der blev på forskelligvis forsøgt at glatte ud med henvisning til, at SÆH-udvalget fornyelig havde godkendt, at op til 20% af de ansatte i hjemmeplejen kan være ufaglærte.
Men den bed de studerende ikke på. For som de sagde, det var deres uddannelse, det handlede om. De ville ikke bare betragtes som billig arbejdskraft. Og det forstår man jo egentlig godt.
Og det stoppede ikke der. Da en anden studerende gjorde opmærksom på, at halvdelen af de studerende på hendes årgang havde afbrudt uddannelsen på grund af det hårde arbejdspres og de dårlige arbejdsvilkår, lød svaret fra et socialdemokratisk medlem af panelet, at den kamp måtte de studerende selv at tage. Hertil lød svaret fra den studerende, at de ikke havde overskud til den slags på grund af arbejdspresset. Hvortil socialdemokraten replicerede, at hvis noget er vigtigt nok, så kan man altid finde 5 minutter. Den replik virkede det ikke som om, at de studerende rigtig kunne bruge til noget.
Efter mødet var jeg rystet over tingenes tilstand. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke over, om det her også handler om køn. Hvis man ser på de tiltag, som den nuværende regering har taget, så har de primært været til fordel for blå Bjarne segmentet. Det er typisk mandefag, som tømrer, murer m.fl., der rammes af sæsonlejlighed, som få vil glæde af det såkaldte beskæftigelsestillæg, som giver ret til 5000 ekstra oveni dagpengesatsen i de første måneders ledighed.
Hverken SOSUer, SOSU-assistenter, pædagoger eller sygeplejersker rammes af sæsonledighed, de forventes tværtimod at stå til rådighed 24-7, 365 dage om året. Det gælder også de studerende på SOSU Nord. En studerende udtrykket utilfredshed over, at de ikke selv havde indflydelse på, hvornår de ville holde ferie.
Da jeg kom hjem, kontaktede jeg en bekendt med tilknytning til FOA, der bekræftede, at problemerne er reelle. Hun skrev:
”Der er ingen faste regler for hvornår og hvor meget/lidt elever indgår i normering, og det skyldes blandt andet, at der også kan være forskel på elevers niveau – nogle kommer måske fra en stilling som ufaglært og har lært en del og andre er måske helt nye i det. I FOA kan vi selvfølgelig godt se det kan være en udfordring – Særligt hvis elever føler de er “billig arbejdskraft” og ikke er i praktik med et uddannelsesøjemed. Til det er det supervigtigt, at elever hiver fat i Tillidsrepræsentanten eller FOA afdelingen, hvis det opleves som at praktikken ikke har et uddannelses øjemed og elever føler sig overladt til sig selv uden nogen form for læring.”
Så hvis du er elev på SOSU Nord eller du måske kender en, der er det, så hjælp lige vedkomne med at huske på, at FOA rent faktisk også er der for dem, de studerende.
”Men” og det er dæleme et vigtigt et af slagsen. Hjørring kommune har som arbejdsgiver et kæmpe ansvar for, hvilket indtryk de studerende får af, hvordan et arbejdsliv inden for plejefagene vil være. Derfor skyder kommunen sig selv i foden, når man presser citronen og skræmmer op til halvdelen af de studerende væk fremfor at sikre, at de får et tilfredsstillende og givende læringsrum.
SOSUer, SOSU-assistenter og pædagoger varetager nogle af de vigtigste opgaver i vores samfund. Men alligevel bliver de sjældent tilgodeset. Denne gruppes forbandelse er, at ingen socialdemokratisk politiker for alvor tror på, at dette segment kan få sig selv til at rykke til højre for midten. Det skal der laves om på. For i politiske kampe er det de troløse, der opnår de bedste resultatet. Dem der bliver taget for givet, får kun de krummer, der bliver tilbage.
Så hvis du ikke er tilfreds med tingenes tilstand. Så overvej lige en ekstra gang hvor du sætter dit kryds. Hvis du mener, der er brug for forandring, så stem på et af partierne til højre for socialdemokratiet.
Foto: SOSU Nord.
Link til tidligere indlæg
Gennem 9 år afviste Miljøstyrelsen borgmester Arne Boelts planer om laks i Lilleheden Klitplantage
Knaldgodt indlæg