Trods det nye navn startede dagen dog med en gammel skoletradition, hvor elever, forældre, søskende og lærere flagede de nye 0. klasses-familier ind gennem skolegården og videre ind på skolen.
Herefter bød skoleleder Mette Møller Nielsen alle tidligere og i alt 18 nye elever og familier velkommen til endnu et spændende og begivenhedsrigt skoleår – det første skoleår under det nye navn med det nye logo og værdigrundlag.
Hen over sommerferien har bygningerne, hjemmesiden og bussen nemlig gennemgået en mindre “ombygning”, da man i sidste skoleår på generalforsamlingen vedtog at skifte navn fra Vendsyssel NaturUnivers Friskole og Børnehus til Mosbjerg Friskole og Børnehus. Dette har betydet ændringer i form af nyt logo, nye skilte på bygninger lavet hos Mikkelmus.dk, ny udsmykning på bussen hos Krogh Andersen i Hjørring, ny facebookside og ændringer i mails.

Navneskiftet kommer på baggrund af et større og stadig igangværende arbejde i bestyrelsen, personalegruppen og ledelsen, hvor man er ved at udarbejde et nyt værdigrundlag med fokus på fællesskab, faglighed og trivsel – som netop er de tre værdier, der er tydeligt fremhævet på den nye skolebus.
Om navneskiftet udtaler skoleleder Mette Møller Nielsen: “Vi vil hedde, det vi er – ærligt, ægte og ligetil. Vi er nære og helt nede på jorden, og det er vigtigt for os at både navn og værdigrundlag også afspejler dette. Derfor har vi også sat gang i et kæmpe arbejde, hvor vi som skole og institution er ved at pejle os ind på, om vi er den institution, vi gerne vil være, og som vi alle kan se os selv i.“

Til fejringen af første skoledag fik forældrene tid til at gøre sig tanker om og komme med inputs til, hvad der kan bidrage til en god skoledag for netop deres barn, og imens havde eleverne “time” i de nye klasser.
I frikvarteret serverede bestyrelsen madpakker til alle i form af en let frokost, og dagen sluttede af med fællessang i samlingen – Mosbjerg Friskoles helt egen friskolesang.
“Selvom Vendsyssel NaturUnivers fjernes fra navnet, kommer det ikke til at ændre på, at vi jo stadig er placeret i de mest naturskønne omgivelser, at vi stadig har en ugentlig udeskoledag i indskolingen, og at vi stadig har fokus på at inddrage nærområdet i vores undervisning,” afslutter en glad og tilfreds skoleleder.
Foto: Privat.


