Hos Nordsøen Oceanarium i Hirtshals er der travlhed i disse dage. Som traditionen foreskriver, holder den store attraktion lukket i årets første dage. Ganske vist ikke for at tage en pause, men for at forberede sig til en ny sæson med tusindvis af besøgende.

Arbejdet omfatter en række opgaver, der skal sikre optimale forhold for både dyr og gæster. Akvariet Molen er blevet tømt, så det kan rengøres og gennemgå et serviceeftersyn. Fiskene herfra er midlertidigt flyttet til andre akvarier, mens personalet arbejder videre.

Derudover bliver der skiftet vandtemperatur i enkelte akvarier, malet og vedligeholdt, og udstillingen får en ekstra opfriskning med pynt og finpudsning. Alt sammen for at skabe den bedst mulige oplevelse, når dørene igen åbner.
Oceanariet forventer at være klar til at tage imod gæster på lørdag klokken 10, hvor en ny sæson skydes i gang.
Foto: Nordsøen Oceanarium.


