Af Thomas Klimek
Byådskandidat
Socialdemokratiet
Hjørring Kommune
Venstres byrådskandidat, Mette Brath, skriver i et indlæg dags dato, at ”vi skal være bedre til at se det tidligere og med forebyggende indsatser. Og når der er brug for det, TIDLIG indsats. Besparelse på disse områder, er lidt som at tisse i bukserne, det bliver værre siden hen.”
Jeg vil gerne kvittere for V-kandidatens relevante fokus i indlægget, for ingen kan være uenige i dette, altså det vigtige i forebyggende og tidlige indsatser. Jeg vil samtidig tillade mig at påstå, at på denne dagsorden, er Hjørring Kommune aktuelt faktisk i offensiven. I samme anledning vil jeg uddybe og dokumentere, hvorfor vi er mere i offensiven end defensiven.
Men lad os først slå en ting fast: der spares ikke på tidlig indsats og forebyggelse. Tværtimod investeres der ganske meget og mere i disse år, når man tager vores størrelse, udfordringer og resurser in mente. Vi er på ingen måde i mål med en indsats, som man aldrig bliver færdig med så længe, vi har unge mennesker, men vi har faktuelt arbejdet rigtig meget med netop denne dagsorden i indeværende byrådsperiode.
Jeg tør godt skrive, at samtlige 31 nuværende byrødder anerkender vigtigheden af dette og derfor intensiverede man også indsatsen for nøjagtig to år siden, da byrådet i maj 2019 enstemmigt vedtog en af de største investeringer i unge mennesker i det kommunale Danmark, i daglig tale vores lokale Ungegaranti.
Venstres byrådskandidat opfordrer til, ”at Forældre, politi, SSP, HeadSpace, misbrugsvejledere, skolen OG politikere, skal sammen forebygge denne tendens.”
Ja, alle skal tage ansvar for fælles koordination og vidensdeling omkring den enkelte unge. Derfor har man også politisk indført et tættere samarbejde mellem forvaltningerne omkring Børn og Unge og Arbejdsmarkeds- og Uddannelsesudvalget. Ungegarantiens fire spor er med fuldt overlæg opbygget med gensidige og indbyrdes forbindelseslinjer, så vi i videst muligt omfang kan favne den unges behov eller udfordringer.
F.eks. har man i Børne- og Undervisningsforvaltningen arbejdet med afsæt i strategien ”Fælles Børn – Fælles indsats” og fortsætter med erfaringer og know how fra dette, mens der i Arbejdsmarkedsforvaltningen arbejdes med afsæt i ’rette indsats til rette borger til rette tid’. Målgrupperne omfatter blandt andet unge med fysisk og/eller psykisk handicap, psykisk sårbarhed, problematisk adfærd, fravær og frafald, misbrug samt nedsat kognitiv funktionsevne.
Jeg vil også gerne anerkende Venstrekandidatens fokus på misbrugsproblemer. Et nationalt problem, som vi også har i Hjørring Kommune. For mange unge ender i et ulykkeligt misbrug, der kan få uhyggeligt, store konsekvenser for dem og deres familier. Indsatsen mod dette er et langt, sejt træk, men vi tror på, at nævnte investeringer er et af svarene på udfordringerne. Det kræver jo helt enkelt resurser i form af faglige hænder og hoveder.
Mere konkret er der i denne byrådsperiode investeret flere årsværk ift. forstærket misbrugsindsats, gratis psykologhjælp til 15-25 årige, Cool/Chilled Kids (angstbehandling i grundskolen), omfattende og bekymrende skolefravær og PPR/PPR+.
I Ungegarantiens første fire år investeres der ca. 25-30 årsværk i de fire hovedspor, heraf syv årsværk i Støttesporet. Derudover har Hjørring Kommune investeret i et samarbejde med headspace Danmark, som nu har base ved Amtmandstoften, men også er til stede på skoler og uddannelsesinstitutioner.
Så ja, forebyggelse og tidlig indsats er uendeligt vigtigt, og vi kan bestemt altid blive endnu bedre, ikke mindst på misbrugsindsatsen. Ungegarantiens fokus og indsatser er ingen mirakelkur mod komplekse menneskelige problemstillinger, men vi har fået sat nogle vigtige skibe i søen og lagt en kurs, som det nye byråd og kandidater forhåbentligt holder fast i efter nytår.
Oversigt over indsatser i Støttesporet
https://www.ungegarantien.dk/sites/ungegarantien.dk/files/stoettesporet.pdf


