Sundhedsstyrelsen fremlægger i dag anbefalinger til et markant løft af psykiatri-området over de næste 10 år. Sundhedsstyrelsen peger på to målgrupper, hvor anbefalingerne bør implementeres hurtigt. Den ene er en tidlig indsats til børn og unge.
”Vi ser desværre et stigende antal børn og unge med mental mistrivsel og med tidlige tegn på psykiske lidelser. I dag er der ikke et tilgængeligt og systematisk tilbud, hvilket betyder, at der kan gå alt for lang tid inden de børn får hjælp, og det kan have alvorlige konsekvenser for deres udvikling, skolegang og videre livsforløb. Der er brug for, at der etableres et tilgængeligt tilbud med én indgang i kommunerne, hvor børn kan få den udredning og hjælp, de har brug for,” understreger vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Probst.
Lokalpolitisk modtages anbefalingerne med stor interesse i den socialdemokratiske gruppe.
”Vi har lokalt gjort initiativer i form af gratis psykologhjælp, angstbehandlingsprogrammet Cool/Chilled Kids og headspaceHjørring, men alle er nok enige om, at psykiatrien og den generelle forebyggelse af psykisk mistrivsel er en national udfordring, og derfor er det positivt, at Sundhedsstyrelsen nu lægger ud med konkrete anbefalinger,” siger Klimek (S).
Sundhedsstyrelsen lægger op til, at enkelte kommuner bør være testkommuner for anbefalingerne, og det hilses velkomment.
”Det giver god mening, hvis man lokalt får mulighed for at gå foran for at løfte denne indsats for børn, unge og voksne. Der ser vi i Socialdemokratiet Hjørring Kommune som en absolut mulighed, hvis graden af frihed til faktisk at gøre det bedste for borgeren og økonomien følger med initiativet. Denne mulighed vil vi i S forfølge,” udtaler det socialdemokratiske medlem af BFU-udvalget i Hjørring Kommune.
Anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen kan ses her:
Ambitiøse mål om et markant løft af psykiatrien over de næste 10 år – Sundhedsstyrelsen
Link til relateret artikel
Torsten Bjørn Jacobsen: Vi har brug for en stærk og helt ny psykiatri