I modsætning til de almindelige forsikringer dækker de nemlig, hvis uheldet er ude, og kloakvand trænger ind i din ejendom og beskadiger din bygning eller dit indbo.
Sætter der sig en fedtprop i kloakrøret på din villavej, eller tilstopper jord kloakledningen i dit lokalområde, så kan det betyde, at spildevand opstuver i kloakledningen og til sidst trænger ind i lavtliggende ejendomme eller kældre. Desværre dækker hverken de almindelige forsikringer eller Hjørring Vandselskabs forsikring, hvis forstoppelsen ikke er nogen af parternes skyld. Derfor opfordrer vandselskabet nu forbrugere til at sikre sig bedst muligt ved at tegne de rigtige forsikringer.
Bud på gode forsikringer at tegne er ifølge vandselskabets forsikringsmægler Finn C. Pedersen fra Bækmark & Kvist Forsikringsrådgivning følgende:
– Jeg ville anbefale familiens basisforsikring 2. Den er god at have, fordi den dækker skader på indbo på grund af opstigning af kloakvand, som skyldes forhold man ikke selv er herre over. Man kan også overveje en bygningsforsikring med ”udvidet vandskade”. Den dækker bygningsskader ved opstigning af kloakvand, uanset om det stammer fra skybrud eller andet.
Finn C. Pedersen gør opmærksom på, at forsikringernes navne kan variere en smule alt efter forsikringsselskab.
Frivilligt at forsikre sig
Hjørring Vandselskab understreger, at det er frivilligt, om kunder tegner forsikringerne. Skader på grund af opstuvet kloakvand sker sjældent, men er uheldet ude, kan det blive dyrt. Derfor ønsker vandselskabet at gøre sine kunder opmærksomme på muligheden for at sikre sig bedst muligt.
Eksempler på hændelige uheld, der ikke er dækket af de gængse forsikringer eller Hjørring Vandselskab, kan ifølge Finn Pedersen være:
- Naboerne hælder fedt i afløbet, og der kommer en prop på kloakledningen. Dette kan hverken vandselskabet eller du gøre for. Det er et hændeligt uheld, og dermed dækker hverken din egen eller vores forsikring. Men det vil ovennævnte udvidelser råde bod på.
- Vandselskabets dækker heller ikke, hvis der kommer andre fremmedlegemer i rørene f.eks. fra toiletskyl, som stopper rørene til, forklarer forsikringsmægleren.
En anden grund til fugtskader i kældre bunder paradoksalt nok i forbedringer af kloaknettet. For med den omfattende udskiftning af ældre kloakledninger, kan grundvandet stige, hvor utætte kloakledninger tidligere har virket som en slags drænledning. Dette kan betyde, at kældre og lavtliggende bygninger, der tidligere ikke har haft problemer med fugt, kan få det. Dette er endnu et eksempel på forhold, man ikke kan bebrejde vandselskabet, hvorfor sådanne skader ikke dækkes af deres forsikringer.
Hvordan du selv kan være med til at sikre din bolig mod indtrængende kloakvand, kan du læse mere om på hjvand.dk. Har du spørgsmål, er du også altid velkommen til at kontakte kundeservice.