Af Jesper Kjærgaard Rasmussen
Pædagogisk Drømmefanger
Hjørring
“Gider du ikke engang at løbe efter den der?”
Sådan lød det den anden dag, hvor jeg var ude at spille fodbold med en gruppe borgere. Der blev spillet en let bold tilbage til målmanden, af en fra modstanderholdet. Jeg kunne temmelig sikkert godt have nået bolden.
Denne omgang fodbold handler ikke om at vinde. Tværtimod. I min optik handler det om at være med, men ikke bare med, som i at være til stede. Men at være med, som at man føler man bidrager og man føler sig som noget værd. At man bidrager ligeligt til fællesskabet og ikke bare føler at man er i vejen.
Spilleren havde haft en del bold-tekniske udfordringer, som ikke vakte stor begejstring for medspillere. Så i denne situation, kunne jeg medvirke til at vedkommende rent faktisk lykkedes med en aflevering. Kunne jeg have nået bolden? Måske nok. Men hvad ville det betyde? Ville det have gjort mig dygtig, fordi jeg kunne nå bolden?
Det er ligegyldigt. Afleveringen røg helt tilbage til målmanden og ud af munden på mig røg “Godt spillet!”
Kald mig bare en overtænker, men noget indeni mig gør ondt, når jeg ser nogle blive ekskluderet fra fællesskabet, når man flere gange, endda ofte ganske enkelt, kan inkludere.
For den skarpe følger. Så er det helt sikkert ikke ham på billedet jeg beskriver. Dette billede er blot for blikfangs skyld.