Af Lone Marie
GRIB dig selv…
…når livet vælter dig…
Parforhold
Sæt ikke dig selv i skyggen af noget… eller af nogen…
Med denne slet skjulte reference til Lars Løkkes mantra om noget eller nogen, vil jeg bede dig bruge denne sommer på dit parforhold eller mangel på samme…
Din tillid vokser såmænd ud af at føle dig tryg
Din tryghed mærkes, når der er et ægte og ærligt ønske om kommunikation fra jer begge.
Og kommunikationen lykkes, når I begge to viser en oprigtig interesse for at lytte og forstå frem for en dominerende trang til at tale og få ret.
Og så kunne jeg jo bare sætte mit punktum her og med denne opskrift ønske jer held og lykke med at finde en kæreste, pøj pøj med parforholdet og god sommer.
Men hvis denne opskrift var så enkel, som den lyder, så ville skilsmisseraten i vores land nok ikke være så høj, som den er.
At lægge sten på den fælles vej
At mærke og at vide, at du har en livsmakker, som kan rumme dig, som viser dig, at du ikke er alene, som spørger ind til dig og lytter til dit svar, som endda stiller uddybende spørgsmål, hvis dit svar ikke lige gav mening, som er stor nok til at give dig frihed til at være dig….wauw…det ville jo være mega rart.
Og så længe I er nyforelskede, så er alt bare muligt. Så får ingen af jer følelsen af at blive begrænset af den anden fordi, I ønsker begge at være tætte og nære og i hinandens selskab rigtig meget.
Som tiden går bliver der også tid til andre ting i forholdet end at kigge hinanden i øjnene, og det er dér, I begge skal være super vågne. Fordi det er med disse hver jeres selvstændige skridt på hver jeres vej, at I skal have øje for, at I også husker at vælge smukke sten sammen til at brolægge jeres fælles livsvej.
At mærke samhørigheden
Samtaler for par er en vildt god investering i et forhold. Også i de helt nye forhold. Vent ikke til problemerne føles altoverskyggende fordi, så har I begge bevæget jer virkelig langt ud på hver jeres vej og den fælles smukke livsvej føles næsten uopnåelig og glemt.
Når I sidder med en objektiv tredjepart, så får I talt om hver jeres behov, længsler og frustrationer på en langt mere respektfuld og konstruktiv måde end, når I får slynget ord efter hinanden lige inden sengetid eller på vej ud af døren. Fordi at ville være og blive i et forhold er et valg, du skal tage.
Det kræver arbejde, åbenhed og kompromiser, og din belønning er en følelse af samhørighed og at vide, du altid vil blive grebet.
I virkeligheden kan ikke meget gå galt, hvis I begge to mest er opmærksomme på den andens behov og længsler. Det er, når den ene af jer eller I begge to mest går efter at få opfyldt sine egne behov, at du ikke længere føler dig set, ønsket og værdsat i dit forhold.
Og at vælge at investere i samtaler for par giver også en særlig følelse af, at I vil hinanden. I skal bare finde ud af, hvordan I finder tilbage til den smukke fælles livsvej, I engang sammen var ved at brolægge.
Fik jeg nævnt, at jeg laver samtaler for par?
Rigtig god, kærlig og respektfuld sommer til jer
Kærligst
Lone Marie
GRIB – grib dig selv
Lone Marie har den vildeste mellemmenneskelige livserfaring.
Hun har derfor valgt, at hendes levevej er at skabe og afholde kurser, workshops og foredrag om alt, der omhandler at mennesker slår sig på hinanden og på livet.
Lone Marie har desuden ansigt til ansigt samtaler med mennesker, der har valgt at få ryddet op i sit indre, og få øje på hvordan livet har formet sig for dem, og hvordan de kan skabe en tiltrængt forandring ved at tage ansvar for mest sig selv.
Alt dette laver hun fra Århus til Skagen under navnet GRIB.
Du kan kontakte Lone Marie via mail.