Torsdag den 2. maj 2024 afholdes konkurrencen om Nordjyllands dygtigste ernæringsassistentelever. Tidligere har der været en regional konkurrence, som indledende udskilningsløb til Skills, men med etablering af Nordjysk Mesterskab for ernæringsassistentelever, er der nu tale om en selvstændig nordjysk konkurrence.
Konkurrencen afholdes på HEG i Aars og EUC Nord er repræsenteret med to dygtige elever, som begge er ansat ved Køkkenområdet i Hjørring.
– Vi har nogle virkelig dygtige elever, og det er dejligt, at de nu får lov til at komme ud og vise, hvad de kan og få muligheden for at dyste mod de bedste fra deres fag. Vi stiller stærkt op med én førsteårselev og én elev, der snart skal på 3. hovedforløb, og vi er helt sikkert spændte – både på at se hvordan det hele kommer til at forløbe, men bestemt også på, hvordan vores kandidater ligger i feltet i forhold til de øvrige deltagere.Ø, fortæller Jane Maidlow, afdelingsleder ved Køkkenområdet
Forud for konkurrencen afholder de to kandidater træning på skolen, hvor de kan sparre med deres undervisere, mens de udvikler, tilpasser og afprøver deres retter og processer.
Der vil være behørig opbakning, når de to ernæringsassistentelever dyster i konkurrencen, da vi fylder en bil og møder op som heppekor for at støtte kollegerne.
Held og lykke til de to elever.