Hjørring Private Realskole (HPR) bød tirsdag den 27. januar de kommende 7.-klassere for skoleåret 2026/27 velkommen til et eftermiddagsarrangement, der havde til formål at skabe tryghed og fællesskab før skolestarten til august. Arrangementet er ét af flere initiativer, som skal gøre overgangen til udskolingen både glidende og motiverende for eleverne.
Efter ankomst gik turen direkte til HPR-hallen, hvor skolen havde planlagt en række aktivitetslege, der hurtigt skabte liv og højt humør blandt deltagerne. Eleverne dystede i alt fra “hvem kan tage risposen først” til basketludo og løbestratego, og der var fuld intensitet og engagement over hele linjen. Formålet var både at få eleverne til at røre sig og at give dem førstehåndsoplevelser med samarbejde og nye relationer.
Senere på eftermiddagen blev eleverne samlet for at høre viceskoleleder Henrik Frand-Madsen præsentere de nye linjer, som fra 2026 danner grundlag for skolens udskolingstilbud. Eleverne fik mulighed for at give udtryk for, hvilke linjer der interesserede dem mest, uden at skulle vælge endeligt allerede nu.
Dagen rundedes af med fælles spisning i foyeren i Femhøje Idrætscenter, hvor snakken gik livligt mellem både nye og kommende klassekammerater. Stemningen vidnede om, at mange allerede havde taget de første skridt mod nye fællesskaber.
Arrangementet er en del af HPR’s faste arbejde med at skabe en god start for eleverne i udskolingen, både socialt og fagligt – og skolen fortsætter med yderligere aktiviteter frem mod skolestarten efter sommerferien.
Foto: Hjørring Private Realskole


