I september 2022 besluttede Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse at afsætte 21,3 mio. kr. fra EU’s Socialfond til en indsats, der skal hjælpe ukrainske flygtninge tættere på eller helt ind på det danske arbejdsmarked. Målet med støtten var på kort sigt at bidrage til integrationen af flygtningene og på længere sigt at sikre opkvalificering, som kan blive afgørende i genopbygningen af Ukraine.
Nu har Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse besluttet at igangsætte endnu en indsats målrettet ukrainske flygtninge. Denne gang har bestyrelsen fokus på flygtningenes kompetencer til at starte og drive virksomhed, og indsatsen støttes med i alt 7,9 mio. kr.
Midlerne går til det store Iværksætterdanmark-projekt, der siden 2019 har klædt mere end 3.600 danske iværksættere på til livet som selvstændige. Med den nye bevilling udvides projektets målgruppe til at omfatte ukrainske flygtninge.
Midlerne har også denne gang et todelt sigte, forklarer formand for Danmark Erhvervsfremmebestyrelse Christian Motzfeldt:
”Med støtten til Iværksætterdanmark ønsker vi at gøre de ukrainske flygtninges vej mod selvforsørgelse kortere. Projektet er veldrevet og har god erfaring med at afvikle forløb med fokus på iværksætteri og forretningsudvikling, og ved at løfte flygtningenes kompetenceniveau gør vi dem samtidig i stand til at bidrage til at skabe vækst og beskæftigelse under opholdet i Danmark – og på længere sigt til genopbygningen af deres hjemland.”
Stor ukrainsk interesse for iværksætterinitiativer
Iværksætterdanmark er landsdækkende og drives af Erhvervshus Hovedstaden i tæt partnerskab med landets øvrige erhvervshuse. Projektet tilbyder en bred vifte af aktiviteter, herunder mentorforløb, 1:1-sparring, workshops og netværk, og med de ekstra midler fra bestyrelsen tilbydes aktiviteterne nu også til ukrainske flygtninge.
Udvidelsen af Iværksætterdanmark sker med afsæt i gode erfaringer fra initiativet WeStart Ukraine, hvor ukrainske kvinder har fået undervisning, sparring og netværk stillet til rådighed for at give dem mod på at starte egen virksomhed.
Og efterspørgslen var stor: WeStart Ukraine fik hele 450 ansøgninger fra ukrainske flygtninge til bare 60 pladser. Blandt deltagerne var Myroslava Droniuk, der står bag virksomheden MOLODO, som producerer og sælger tøj og tilbehør fremstillet af økologisk silke. En anden deltager var Kateryna Tsytsak, der drømmer om at udvide familiens pumpevirksomhed med aktiviteter i Danmark.
Derfor glæder projektleder Emil Ødegaard fra Erhvervshus Hovedstaden sig over udvidelsen af Iværksætterdanmark:
”Den massive interesse for WeStart Ukraine understreger, at rigtig mange ukrainske flygtninge har en iværksætter i maven. Med de ekstra midler fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse kan vi imødekomme efterspørgslen og hjælpe flygtningene med de fornødne kompetencer, støtte og netværk.”
Iværksætterdanmark forventer, at 1.025 ukrainske flygtninge vil deltage i projektet, og at 129 umiddelbart efter deltagelsen vil starte virksomhed.
Fakta om tillægsbevillingen til Iværksætterdanmark
- Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har besluttet at give tillægsbevilling på samlet 7,9 mio. kr. til socialfondsprojektet Iværksætterdanmark, heraf er 5,3 mio. kr. fra Socialfonden, mens 2,6 mio. kr. er fra de decentrale erhvervsfremmemidler.
- Socialfondsmidlerne er fra 2014-2020-programmet, som målrettet kan anvendes til at afhjælpe flygtningesituationen i EU-medlemslandene.
- Tillægsbevillingen er målrettet en udvidelse af målgruppen for Iværksætterdanmark, så den også omfatter ukrainske flygtninge.
- Erhvervshus Hovedstaden, der er operatør på Iværksætterdanmark i tæt partnerskab med landets øvrige erhvervshuse, forventer, at 1.025 ukrainske flygtninge vil deltage i projektet.
- Med tillægsbevillingen forlænges projektet til 30. juni 2023.
Reading your article has greatly helped me, and I agree with you. But I still have some questions. Can you help me? I will pay attention to your answer. thank you.
Thanks for sharing. I read many of your blog posts, cool, your blog is very good.