Tirsdag den 26. september mødes omkring 350 elever og lærere for at synge sammen hos Friskolen Skallerup.
Det drejer sig om kommunens syv friskoler, Astrup-Sønderskov Friskole, Friskolen Skallerup, Hundelev Friskole, Poulstrup Friskole & Børnehus, Lørslev Friskole og Børnecenter, Sindal Privatskole og Børnehus, samt Vendsyssel NaturUnivers – Friskole & Børnehus, der igen i år er gået sammen om at give friskoleelever, lærere og forældre en fantastisk oplevelse af fællesskab og sangglæde.
Trine Lund Sørensen og Johanne Elise Schack von Brockdorff er korledere og grundlæggere af konceptet Friskolernes Kordag. Den har de med stor succes afholdt for første gang den 31. maj sidste år i Ollerup. Nu kommer eventen for anden gang til Hjørring Kommune. Her gentager de nemlig succesen fra sidste år, hvor de afviklede hele den programsatte dag og de to planlagte koncerter på Vendelbohus.
– Konceptet går i al sin enkelthed ud på at synge sammen, at give de små friskolers elever mulighed for at deltage i et stort fællesskab samt at få skabt en fælles fortælling om sangglæde, fællesskabsfølelse og sammenhold. Hver for sig kan vi noget helt unikt på hver vores lille friskole, og sammen kan vi bare noget helt andet. Vi kan slå pjalterne sammen rent økonomisk, og vi kan give sangen fuld rabalder på en helt anden måde ved at være mange flere sammen, fortæller friskoleleder Bodil Møller Jensen fra Skallerup.

– Det, at der kommer to korledere på udefra, giver indholdet et helt andet boost, og friskolernes egne lærere kan få oplevelsen af at deltage sammen med eleverne, når det ikke er dem selv, der står i spidsen for arrangementet. Korlederne har ligeledes udvalgt sange, som friskolerne får hånds- og halsret over på egne skoler, så vi på den måde kan lade fortællingen leve videre, uddyber friskolelederen.
Det hele tog afsæt i en workshop for musiklærerne fra de syv friskoler, som sammen mødtes i musikhuset på Friskolen Skallerup, hvor Trine sammen med musiklærerne sang alle de sange, som den 26. september bliver blæst ud over scenekanten i Skalleruphallen ved Friskolen Skallerup.
Tirsdag den 26. spetember skifter alle friskolerne deres sædvanlige rammer ud med Skalleruphallen fra morgenstund til midt eftermiddag, hvor alle børnene skal øve sig i at være det store kor og sammen synge de sange, der er blevet øvet på friskolerne op til den store dag.
– Klokken 15.00 slår vi dørene op til den første koncert, hvor forældrene inviteres indenfor i de smukke og stemningsfyldte omgivelser. Vi glæder os vanvittigt. Det bliver stort, fastslår Bodil Møller Jensen.


