Vendsyssel Kunstmuseum inviterer i år både børn og voksne indenfor til en række kreative og familievenlige aktiviteter i påskeugen. Museet lover masser af farver, fantasi og kunstneriske eksperimenter – alt sammen inspireret af de aktuelle udstillinger.
Kreativt værksted for hele familien
I museets værksted kan gæsterne slippe kreativiteten løs. Her er der mulighed for at tegne, male og bygge sin helt egen påskekylling i Plus-Plus-brikker, som man kan tage med hjem. Derudover kan både store og små klippe og klistre påskepynt i hyggelige omgivelser. Værkstedet holder åbent fra kl. 11 til 16 i hele påsken.
Kunstoplevelser på egen hånd
Museet opfordrer også gæsterne til at gå på opdagelse på egen hånd med de populære kunstkufferter, der indeholder aktiviteter særligt målrettet børn. Med en kuffert under armen kan de unge besøgende blandt andet tage på detaljejagt i udstillingerne og finde små skjulte elementer i værkerne.
Med fire etager fyldt med kunst er der rig mulighed for at udforske museets samlinger, og det kreative værksted står åbent for alle, der ønsker at eksperimentere ud fra sæsonens udstillinger.
Alle aktiviteter er gratis, når entrébilletten er betalt. Børn og unge under 18 år har som altid gratis adgang.

Påskekonkurrence i museumsbutikken
Museet markerer også højtiden med en påskekonkurrence. Her gælder det om at gætte, hvor mange farvede æg der befinder sig i et lille glasæg i museumsbutikken. Vinderen kan se frem til en stor påskekurv fyldt med lækkerier. Vinderen kåres den 6. april klokken 16.
Fernisering: Akvarelgruppen fejrer 20 års fællesskab
Fredag den 20. marts kl. 15 åbner museet dørene til den nye udstilling AKVAREL, der hylder akvarelmaleriet og det fællesskab, som Akvarelgruppen har skabt i museets kreative værksted gennem over to årtier. Museumsdirektør Sine Kildeberg byder velkommen, og arkitekt MAA Helle Lassen holder åbningstalen. Der er gratis entré til ferniseringen, og alle er velkomne. Udstillingen kan ses fra 21. marts til 17. maj 2026.

Omvisning i april
Søndag den 12. april kl. 14 tilbyder museet en offentlig omvisning med en af institutionens kunstformidlere. Her får deltagerne mulighed for at dykke dybere ned i udstillingerne og reflektere over kunsten i fællesskab.
Tryk & Tuborg – kunst og kolde forfriskninger
Torsdag den 16. april står den på en anderledes kunstoplevelse, når arrangementet Tryk & Tuborg afholdes fra kl. 19 til 21. Efter en introduktion til Vibeke Mencke Nielsens grafiske værker i museets udstilling går turen til Hjørring Grafisk Værksted. Her kan deltagerne prøve kræfter med linoleumssnit – ledsaget af en Tuborg eller sodavand.
Arrangementet koster 195 kroner og inkluderer både materialer, forplejning og entré.
Billigt medlemskab giver kunst året rundt
Museet fremhæver samtidig, at et medlemskab af KLUB VKM giver fri adgang til alle udstillinger i et helt år. Medlemskabet starter ved 250 kroner om året, og der tilbydes særlige ordninger som 1+1-medlemskaber samt rabatter for unge under 26 år. Alle under 18 har fri entré hele året.


