Af Kristian Bøgsted
Boligordfører i Danmarksdemokraterne
I regeringsgrundlaget står der, at regeringen vil komme med et boligpolitisk udspil, og nu forlyder det, at det endelig kommer her kort inden kommunalvalget, og det gør mig bekymret.
Når man hører de mange meldinger fra Socialdemokratiet og venstrefløjen om boligmarkedet i København og ved, hvor vigtigt det er for dem at vinde byen, bliver jeg bekymret. Ikke fordi der ikke er udfordringer, men fordi jeg frygter, at et nyt boligudspil overser de store forskelle mellem behovene i storbyerne og resten af landet.
Husker regeringen i sin iver efter at handle i hovedstaden, at der skal være investorer til at bygge de manglende boliger – eller risikerer man, at nye restriktioner stopper byggeriet, fordi det ikke længere er en rentabel forretning?
Husker regeringen, at man i Københavns Kommune også selv kunne gøre noget ved at sørge for, at det f.eks. ikke tager flere år at få lavet en ny lokalplan og godkendelse af et byggeri?
Husker regeringen, at det måske kunne være en fordel at lave to forskellige modeller – én, der gælder for København og enkelte andre store byer, og en model for resten af landet? Så vi får den udvikling, som der er brug for i hele landet, uden at vi kvæler både de store og små spillere på markedet?
Jeg håber, regeringen husker dette, men jeg frygter, at udspillet i deres iver efter at bevare overborgmesterposten bliver med et ensidigt fokus på København, der kan ende med at koste dyrt. Både for København, men også for resten af landet.


