Kære politiker i Hjørring Kommune
Jeg skriver dette åbne brev som søster til en borger i Hjørring Kommune og som en, der med stor bekymring følger det spareforslag, der lige nu er lagt frem om omlægning af aktivitets- og samværstilbuddene.
Min lillebror er 24 år. Siden han blev 18 år og fik tilkendt førtidspension, har han hver eneste dag taget afsted til det, han selv kalder sit arbejde i Naturgruppen på Vester Thirup. Han cykler selv derud, møder op, indgår i et fællesskab og deltager i aktiviteter, han mestrer. For ham er det ikke bare et tilbud. Det er en hverdag, en identitet og et liv med mening.
I det foreliggende forslag lægges der op til, at Naturgruppen flyttes, så han fremover skal transporteres fra Hjørring til Bindslev i stedet for selv at kunne cykle. Det kan på papiret ligne en logistisk ændring, men i virkeligheden er det en grundlæggende ændring af hans mulighed for at være selvhjulpen.
I udviklingsplanen beskrives det, at formålet er at skabe tilbud, der i højere grad matcher borgernes behov, ønsker og udviklingsmuligheder. Jeg har svært ved at få øje på, hvordan det hænger sammen med den konkrete virkelighed. For min lillebror og flere andre i Naturgruppen betyder forslaget, at selvtransport erstattes af afhængighed af kommunal transport, at oplevelsen af selvstændighed erstattes af passiv modtagelse, og at hverdagsmestring svækkes i stedet for at blive styrket. Hvordan hænger det sammen med målet om selvbestemmelse og tryghed?
Naturgruppen er i dag kendetegnet ved høj aktivitet og deltagelse i det omgivende samfund. Borgerne deltager i både indendørs og udendørs idrætsaktiviteter, de bruger fitnesscentre og svømmehaller, og de indgår i aktiviteter på seminariet og i andre lokale fællesskaber. Det er aktiviteter, der ikke bare fylder dagen ud, men som skaber mening, relationer og udvikling. De er samtidig med til at bygge bro til fritidslivet. Også for mennesker med handicap er deltagelse i foreningslivet og byens tilbud afgørende for livskvalitet, selvværd og oplevelsen af at høre til.
Hvis dette forslag gennemføres, vil mange af disse muligheder ikke længere være tilgængelige i samme omfang. Dermed handler det ikke kun om, hvor aktiviteterne foregår, men om kvaliteten og indholdet i dem. Spørgsmålet er derfor, om vi er på vej fra meningsfulde aktiviteter til en hverdag, der i højere grad minder om opbevaring.
I materialet står der, at processen har været inddragende. Det rejser et helt centralt spørgsmål om, hvilke borgere der faktisk er blevet hørt i forhold til netop denne konkrete ændring. Er de borgere, der i dag selv transporterer sig til Vester Thirup, blevet spurgt? Er deres oplevelse af selvstændighed og livskvalitet blevet tillagt værdi? Og er deres perspektiv på aktiviteternes indhold og kvalitet blevet inddraget? Når man læser planen, fremstår inddragelsen primært som noget, der er sket blandt medarbejdere og samarbejdspartnere, mens borgernes konkrete stemme er svær at få øje på.
Naturgruppen rummer borgere, der er aktive, mobile og i stand til at tage ansvar for egen transport og deltagelse. Det er netop den type tilbud, der understøtter udvikling, deltagelse og livsduelighed. Alligevel behandles de i forslaget som en gruppe, der skal samles ét sted og transporteres til og fra stedet. Det efterlader indtrykket af, at struktur og økonomi får forrang frem for individ og funktionsevne.
Forslaget indgår i et reduktionskatalog med en årlig besparelse på 3,53 millioner kroner. Men der mangler en reel vurdering af, hvad det koster på andre parametre. Hvad koster det i tabt selvstændighed, i mistet adgang til meningsfulde aktiviteter og i livskvalitet, når forbindelsen til byens fællesskaber svækkes? Og hvad koster det på længere sigt, hvis borgere mister funktioner, de i dag mestrer?
Der er endnu ikke truffet en endelig beslutning. Derfor vil jeg gerne benytte denne mulighed til at stille jer politikere et enkelt, men afgørende spørgsmål: Er det virkelig udvikling, når man fjerner noget, som virker? Og er I villige til at ændre kurs, hvis et forslag viser sig at forringe livskvaliteten for de borgere, det hele handler om?
Mit håb er, at I vil stoppe op og genoverveje forslaget, før beslutningen træffes. At der i højere grad sikres reel borgerinddragelse, at der tages individuelle hensyn til borgere, der i dag selv transporterer sig, og at kvaliteten og indholdet i aktiviteterne vægtes lige så højt som struktur og økonomi. Det er afgørende, at borgerne fortsat har adgang til de fællesskaber og aktiviteter, der giver deres hverdag mening.
Min lillebror har opbygget en hverdag, hvor han føler sig som en del af noget, hvor han bidrager, og hvor han mestrer. Det bør være noget, vi beskytter, og ikke noget, vi risikerer at afvikle.
Det er sådan det går når politikerne tænker i penge. Mennesker har ikke den store betydning.