Af Peter Ernst Sundbæk
Finlandsgade
Hirtshals
Konstitueringen i Hjørring Kommune efter kommunalvalget blev ikke den forventede. Efter intense forhandlinger står Venstres Søren Smalbro nu klar til endnu en periode som borgmester, flankeret af Per Møller fra Det Konservative Folkeparti som 1. viceborgmester. Aftalen samler Venstre, Konservative, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti – og lidt overraskende – Socialistisk Folkeparti. Tilsammen 19 mandater.
Det bemærkelsesværdige er ikke blot, hvem der indgår i aftalen, men hvordan den blev til. Først stod aftalekredsen med 17 mandater – et skrøbeligt flertal. Senere kom SF til. Den beslutning kan meget vel have haft en grøn bagtanke: Der ligger nemlig 22 VE-projekter (vedvarende energianlæg) klar til politisk behandling. Her kan SF give den støtte, som DF og Danmarksdemokraterne næppe ville.
Et delt byråd – og tre partier med borgmesterambitioner
Udfordringen i Hjørring er, at de tre store partier – Socialdemokratiet, Venstre og Konservative – alle gik til valg med ambitionen om borgmesterposten. Ingen ville give sig. Socialdemokratiets Mai-Britt Beith fik et stærkt valg med mere end 3.800 personlige stemmer – over 1.000 flere end både Per Møller og den siddende borgmester Søren Smalbro – og Socialdemokratiet blev det største parti i byrådet.
Alligevel blev det ikke dem, der fik borgmesterkæden. I stedet blev en borgerlig konstellation til, båret af partier med meget forskellige dagsordener: fra konservative klimaplaner til Danmarksdemokraternes landdistriktsprofil og DF’s klassiske ældredagsorden. Og midt i det hele SF – som nu skal balancere mellem to blokke.
Et flertal uden fælles retning
Hjørring står derfor med et flertal, som kan samarbejde om udvalgte grønne initiativer – men som kan komme til at trække i hver sin retning på velfærd, kultur og skat. Når politik skal gennemføres, kan det vise sig svært at få 19 mandater til at trække på samme hammel, især hvis hver sag kræver nye alliancer.
Et byråd har brug for stabilitet – ikke bare for at sikre ro i maskinrummet, men for at virksomheder, foreninger og borgere kan have tillid til den retning, der bliver sat.
Kunne der have været en anden vej?
Der findes scenarier, som kunne have givet et mere solidt flertal og et tydeligere politisk kompas. Ét kunne være en bred konstituering mellem Socialdemokratiet, Konservative og Venstre – eventuelt støttet af Radikale og Enhedslisten. Det ville give 23-25 mandater og et
klart flertal. En sådan aftale ville kunne bygge på ansvarlig økonomi, grøn omstilling og social balance – værdier, der deles bredt i Hjørring.
Et andet scenarie kunne være, at Konservative – som gerne vil fremstå som et grønt og moderne parti – rakte hånden over midten. Sammen med Socialdemokratiet, SF og Radikale kunne man skabe en rød-grøn konstituering med 17-19 mandater, måske endda 20, afhængig af forhandlingerne. Det ville være en mere stabil og forudsigelig vej, hvor de grønne investeringer og velfærdspolitikken kunne kobles tættere.
Det handler om at kunne samarbejde
Den nuværende konstituering er et kompromis, men måske også et kompromis på for mange fronter. At bygge sin politik på Danmarksdemokraterne og DF i én sag, og på SF i den næste, skaber et byråd uden sammenhængende retning. Det kan fungere kortvarigt – men på langt sigt bliver det svært at holde sammen på.
Derfor står Hjørring ved en skillevej: Enten finder partierne en ny balance i samarbejdet, eller også må der tænkes nyt – før tilliden og retningen forsvinder helt. Kommunalpolitik handler i sidste ende ikke om farver, men om fællesskab og stabilitet. Og netop dét kan meget vel blive den største udfordring i de kommende fire år.
Eftertanke
Hjørring har potentialet til at blive et forbillede på samarbejde på tværs – ikke mindst fordi borgerne stemte, som de gjorde: med ønske om forandring, men også ansvarlighed. Det kræver blot, at byrådet tør se hinanden i øjnene og spørge: Hvad er bedst for kommunen – og ikke bare for partiet?
Vi har jo fået en konstituering, som repræsenterer et flertal af vælgerne ,ellers ville det jo ikke have kunnet lade sig gøre, vel? Det er da forståeligt, at i(socialdemokratiet) er skuffede for en stund, men husk nu det gamle ord : tab og vind med samme sind.😊
Hanne Stefansen
Ja, der er flertal på mandater, som vælgerne har stemt. Men har du tænkt på, at den kandidat, som du måske stemte på, nu næsten helt ændrer politikken i forhold til hvad der blev sagt og skrevet under valgkampen???
Jeg hører til i Venstre og jeg ville da have fundet det mærkeligt, hvis ikke Smalbro var gået efter at bruge det blå flertal der er. Hvad angår SF, så har de jo ikke gjort Smalbro til borgmester, de har blot efterfølgende søgt indflydelse for deres mandater, Det er vel det politik handler om
Jeg er helt enig med skribenten. Det kan godt være, konstitueringen er efter bogen. Men bare fordi man kan, behøver man jo ikke at gøre det.
Alle partier har i valgkampen efterlyst samarbejde og en god tone. Set i det lys er det ikke just befordrende at sætte kommunenens største parti uden for døren. Antallet af personlige stemmer på borgmesterkandidaterne gør tilsyneladende ikke noget indtryk. Det er ikke kønt at se på….