Partiernes ungdomsafdelinger har altid haft ry for at være længere ude ad den ideologiske tangent, end politikerne i byrådene og Folketinget.
Det gælder tydeligvis også i Hjørring Kommune, hvor Konservativ Ungdom nu i en dugfrisk kampagne giver kritikken af Søren Smalbro og Venstre en tak mere end den konservative viceborgmester Per Møller.
På et plakatlignende opslag med alarmerende valg af farve og ord, som var det spisesedlen for en formiddagsavis, lyder det angiveligt chokerende budskab, at Venstre i byrådet vil hæve skatten for borgerne i Hjørring Kommune.
Budskabet på plakaten og den tilhørende tekst i opslaget er udtrykkeligt, at de liberale byrødder ligeså godt nu kan melde sig ind i Socialdemokratiet.
Per Møllers skyden socialdemokratiske synspunkter i skoene på Søren Smalbro får altså lige en tand ekstra af KU.
Socialdemokraterne kan til gengæld læne sig tilbage og koncentrere sig om de fortsatte budgetforhandlinger.