Erhverv Hjørring arbejder som tidligere omtalt målrettet på at styrke samarbejdet mellem kultur- og erhvervslivet i Hjørring Kommune.
Målet er at skabe vækst, innovation og stærkere lokale fællesskaber gennem nye partnerskaber mellem virksomheder, kulturinstitutioner og kunstnere.
Initiativet tager afsæt i Hjørring Kommunes kulturpolitik ”Vendsyssel & Virkekraft – kulturkommunen midt i Norden”, hvor samspillet mellem kultur og erhverv fremhæves som en vigtig drivkraft for udvikling og bosætning i kommunen.
Hos Erhverv Hjørring ser man et tættere samarbejde som en måde at gøre kommunen mere attraktiv både for borgere, virksomheder og potentielle tilflyttere. Organisationen peger blandt andet på, at et stærkt kulturudbud kan være med til at tiltrække og fastholde arbejdskraft.
Projektet skal blandt andet føre til etableringen af et tværgående netværk mellem kultur- og erhvervslivet. Her skal aktørerne mødes gennem workshops, konferencer, netværksmøder og fælles projekter, der kan skabe nye muligheder for samarbejde og værdiskabelse.
Både kulturinstitutioner, kulturelle foreninger, kunstnere og erhvervsdrivende er en del af målgruppen for indsatsen. Samtidig forventes borgere og turister også at få glæde af et mere levende og innovativt lokalsamfund med flere kulturelle aktiviteter og samarbejder på tværs.
Flere lokale kulturaktører har allerede vist interesse for samarbejdet. Blandt andre har både Vendsyssel Teater og Vendsyssel Historiske Museum meldt sig ind i Erhverv Hjørring for at styrke dialogen med det lokale erhvervsliv.
Ifølge Erhverv Hjørring skal samarbejdet mellem kultur og erhverv ikke alene skabe oplevelser og netværk, men også bidrage til økonomisk vækst, turisme og udviklingen af aktive lokalsamfund i hele kommunen.
Video: Stoklund Medieproduktion.


