Onsdag den 20. september kl.10.30, kommer Dorte Fisker Horsholt og fortæller om SMILfonden i netværkscafeen, som holder til i de dejlige lokaler hos Kulturcenter Vendsyssel.
Tilmelding er nødvendig, da der spises sammen og det koster 100 kr. Tilmelding til 42181744 inden den 20. september kl.12.
Historien bag SMILfonden
Tidligere TV-vært Sisse Fisker grundlagde SMILfonden i 2014, efter hun selv var indlagt med sine to drenge, der som små blev opereret på Børnekirurgisk Klinik på Rigshospitalet.
”Drengene blev opereret af flere omgange, og det var forfærdeligt at se drengene skrige uden at kunne gøre noget som forældre. Det var frygteligt at skulle lægge vores lille barn i fuld narkose, men personalet var supersejt, og jeg er dem evigt taknemmelig,” fortæller Sisse Fisker.
Sisse Fiskers drenges operationer gik heldigvis godt, og det var medens, de var indlagt, Sisse Fisker fik idéen til at lave en velgørende forening, der kan være med til at forsøde livet for familier, som kæmper med kronisk og alvorlig sygdom.
“Det er så vigtigt, at vi forkæler de her børn og deres familier, der til daglig kæmper en sej kamp med deres sygdom. At vi giver dem en pause fra sygdommen, og at de møder andre børn, søskende og forældre, der er i samme situation som dem selv, så de ikke føler sig alene og får mere overskud i hverdagen,” siger Sisse Fisker.
SMILfondens første fest blev afholdt i maj 2014, og det var primært Sisse Fisker og nogle få frivillige, der stod for arrangementer og aktiviteter. I dag består SMILfonden af et lille sekretariat med en direktør, økonomichef samt en del projektledere, fundraisere, børnekunstformidlere og en HR- og Administrationsansvarlig. De alle er med til at sprede smil hos syge børn og deres familier, med de mere end 100 aktiviteter og arrangementer, både på og uden for hospitalerne, SMILfonden hvert år afholder.
Aktiviteterne henvender sig både til det enkelte barn, til hele familien og kun til forældrene til det syge barn. Det er vigtigt at inkludere hele familien, da alle bliver ramt, når et barn i familien er alvorligt og kronisk syg.