Fotograf og billedkunstner Stephen Freiheits kunstneriske fortolkning af Vendsyssels Historiske Museums unikke samling af jernalderkranier introducerer publikum for jernaldermennesket gennem en tankevækkende sammensmeltning af portrætfotografier, scanninger, tegninger og kobberplade ætsninger med kraniet som motiv.
I mange af Freiheits kranieportrætter indgår også fortolkninger af vildtvoksende planter og blomster, som har groet i Vendsyssel siden jernalderen eller længere. Freiheits vision med udstillingen er at guide og inspirere udstillingens gæster, voksne som børn og unge til at dykke ned i historierne om jernaldermenneskets liv i Vendsyssel.
Kunstudstillingen kan i museets åbningstid opleves på 1. sal i Provstegården, lige over Dødens Teater.
Kilde: Vendsyssel Historiske Museum.