Efter Anette Bæks spring fra SF til Socialdemokratiet er Ellen Raunsmed sprunget i blækhuset, hvorfra hun kritiserer socialdemokraterne i Hjørring Kommune.
– Hvordan kan man være sig selv bekendt? Hvordan kan de se sig selv i øjnene? Hvad er det for en måde at opføre sig på? Er det seriøst socialdemokraterne i Hjørrings måde at takke for 20 års ordentligt og respektfuldt samarbejde på, lyder det blandt andet indledningsvis fra Ellen Raunsmed på Facebook.
– At acceptere, at det eneste byrådsmedlem SF har i Hjørring Byråd tager sit mandat med over til dem – det er en hån mod demokratiet, i hvert fald min opfattelse af demokrati – det er en svinestreg, der overgår min fantasi. I kan ikke være det bekendt – I skuffer mig, fortsætter byrådskandidaten fra SF.

– Dertil kommer den enorme mavepuster, de herved leverer til Jørgen Bing – næsten 20 år af sit liv har han brugt på demokratisk byrådsarbejde – samarbejdet, været kompromissøgende i arbejdet på at gøre Hjørring Kommune rødere og grønnere; været ordentlig, sober og dedikeret – helt ærligt, tilføjer Ellen Raunsmed.
Afslutningsvis understreger Ellen Raunsmed imidlertid, efter hun har kaldt partihoppet for et moralsk forkasteligt løftebrud, at hun og SF fortsat er parate til at samarbejde også med Socialdemokraterne i Hjørring Kommune.
Læs hele opslaget her hos Ellen Raunsmed.



Der er bund i kritikken fra SF’s spidskandidat Ellen Raunsmed.
Rart at opleve en ærlig politiker, der uden omsvøb kalder tingene ved rette navn.
Alt det partihopperi er at holde vælgerne for nar og til stor skade for demokratiet.
Det er ekstra grelt i dette tilfælde, fordi Anette Bæk på utroværdig vis er hoppet over i Socialdemokratiet for egen vindings skyld. …tilmed i lodret strid med de interne regler i SF for
folkevalgte.
Så Ellen Raunsmeds kritik er absolut berettiget.
Det gælder også kritikken af Socialdemokratiet. Partiet burde pænt have takket nej tak til Anette Bæk, da hun bankede på døren og sneg sig ind.
At den socialdemokratiske byrådsgruppe i Hjørring troede på, at Anette Bæk ville blive en gevinst, altså også handlede for egen vindings skyld, har vist sig at være en fuldstændig fejlagtig vurdering.
Nu hænger Socialdemokratiet.på en utroværdig kandidat, har skabt intern uro blandt de socialdemokratiske partimredlemmer og fremstår som et desperat og forpjusket parti overfor vælgerne.